Når frygten sidder i kroppen

Iraks fordrevne lever med traumerne fra mødet med IS.

Samiras historie giver et unikt indblik i de irakiske fordrevnes situation. Frygten dominerer alt. Og kravene til fremtiden er små. Samira og hendes familie måtte udstå IS-overgreb i over to år. Nu bor de i en flygtningelejr, hvor de blandt andet har fået madrasser fra Mission Øst.

Frygten har sat sig i kroppen på Samira. Den 25-årige mor flygtede med mand og børn fra Islamisk Stats grusomme terrorvælde og opholder sig nu i et telt i Daquq flygtningelejr uden for Kirkuk i Irak.

Hun tør slet ikke vende tilbage til sin landsby, hvor minder om tortur, overgreb og mord vælter frem. Alt, hun ønsker, er at blive her i lejren – selv om madrationerne er knappe, og hun ikke har penge at købe mad og tøj for.

Flygtede to gange

Generalsekretær Kim Hartzner har sammen med sit Mission Øst-team netop besøgt Daquq-lejren og uddelt madrasser til hundredvis af familier, der har mistet alt under flugten fra IS. Kvinden Samira kommer fra en af disse familier.

Samira er 25 år, gift og mor til tre børn. Hun og familien måtte flygte i to omgange, først fra deres lille landsby, bagefter til byen Hawija, hvor de i to og et halvt år har måttet udholde den konstante terror fra IS.

– Islamisk Stat torturerede os, de efterlod os uden mad, de tog al værdighed fra os, opsummerer hun, da Kim Hartzner møder hende og børnene i det lille telt.

Familien glæder sig over madrasserne fra Mission Øst, der både isolerer mod kulde og fugt og gør det muligt at sove en hel nat igennem.
Hvis de altså kan holde tankerne om IS’ overgreb på afstand.

IS dræbte folk på gaden

– Jeg var hele tiden bange for mit liv, fortæller Samira om de frygtelige år.

– Islamisk Stat kunne slå ned på hvad som helst. De mishandlede både mænd og kvinder. IS-krigerne dræbte folk på åben gade, både med knive og kugler. Hvis de så nogen med en cigaret i munden, blev de slået ihjel. Hvis en kvinde ikke tildækkede sit ansigt, blev hun slået ihjel. Hvis nogen prøvede at flygte, blev de dræbt.

Dødsfrygten trængte gennem marv og ben; Samira og hendes familie var under konstant overvågning.

– Islamisk Stat holdt hele tiden øje med os. De gav os ikke lov til at forlade vores hjem, og vi var meget bange. Vi kvinder kunne aldrig vise vore ansigter, men måtte tildække dem 24 timer i døgnet. Vi var meget tørstige og sultne. Jeg havde kun brød og vand at give mine børn.

Derfor flygtede vi fra IS. Vi ville bare væk fra dem, fortæller Samira.

Trygge men sultne

Samira, hendes mand og tre børn flygtede midt om natten, da deres landsby blev indtaget af Islamisk Stat. De gik i otte timer, inden de ankom til Hawija, der også var besat af terrorbevægelsen. Efter at være chikaneret og terroriseret i to et halvt år besluttede familien at flygte videre sammen med tre andre familier. Også denne gang gik de i otte timer, indtil de ankom til Daquq-lejren ved Kirkuk.
– Vi var meget bange for, at IS skulle fange os, for de ville dræbe os alle sammen, hvis de fandt os, fortæller hun.

Men i lejren føler de sig trygge, selvom det kniber med maden:
– Nogle dage spiser vi kun tomater, andre dage spiser vi bønner. Sådan klarer vi os.

Tør endnu ikke vende hjem

Samira kan ikke overskue at vende hjem lige nu.
– Jeg regner ikke med at vende tilbage til min landsby foreløbig. Jeg foretrækker at bo her i teltet frem for at vende tilbage, fortæller hun.

Hendes fremtidsplaner er meget nøgterne.
– Jeg håber, at jeg kan få penge nok til at betale for mine udgifter og sende mine børn i skole, siger hun.

På den måde klarer hun og familien sig fra dag til dag. Sådan får deres tilværelse indhold, så de kan holde frygten på afstand. Og det er her, at hjælpen fra Mission Øst og andre hjælpeorganisationer giver trøst og mod. Med en sådan hjælp kan familier som Samiras nå dertil, at de tør vende tilbage til deres landsbyer og genoptage et så normalt liv som muligt.