Vassula fortæller om sine åndelige oplevelser

I ”Himlen er virkelig. Helvede ligeså” fortæller den verdenskendte profet Vassula Rydén om sit liv, sin omvendelse og sit kald.

Vassula var en ganske almindelig, verdslig kvinde fra den mere velbjergede del af verdens befolkning. Hendes dage var fyldt op af selskabeligheder, tenniskampe og privilegeret tid til at male, mens hun levede forskellige steder i verden. Troen havde kun en lille om nogen rolle i hendes liv, selvom hun allerede som barn havde en særlig følsomhed overfor det overnaturlige. Men pludselig en dag brød Gud ind i hendes verden, og fra den dag tog hendes liv en hel ny drejning. Først var det hendes værneengel, Daniel, som begyndte at tale, eller snarere skrive til og igennem hende, men senere henvender Gud sig også selv til hende.

Først havde disse overnaturlige oplevelser mest personlig karakter. Gud kaldte hende ind i en gennemgribende omvendelse, med dyb syndserkendelse, og forsikrede hende samtidig om sin uendelige kærlighed til hende. Men dette førte hende også ind i en kamp mod djævelen og hans dæmoner:
”Det er, som om en sirene går i gang i Helvede, når en person vender sig til Gud, og den person er nu på djævelens radar. Hvorfor? Fordi en hellig person kan ændre verden og forpurre mange af djævelens planer”. (s. 50)

Efterhånden får hendes møder med Gud imidlertid en mere udadrettet profetisk karakter, og selvom hun føler, at Gud har valgt den helt forkerte til en sådan tjeneste, bliver han ved med at forsikre hende om, at han har en grund til at vælge netop hende.

Budskaberne

Budskaberne er klare. De flyder ind imellem over i intense kærlighedserklæringer fra Gud, som giver dem en poetisk og smuk karakter. Vassula taler da også om Gud som ”poet, kunstner!” (s. 159). Men budskaberne er også fulde af advarsler og kald til omvendelse. Vassula advarer om at søge tegn og profetier af nysgerrighed:
”Guds tegn bliver ikke givet for at tilfredsstille vor nysgerrighed, men for at drage os til omvendelse. De er beregnet til at lede os til bevidsthed om Gud og til anger. De bliver givet for at bringe os til et liv i bøn” (s. 180).

I et af budskaberne giver Gud selv en prøvesten på ikke blot en profets ægthed, men egentlig på ægtheden af enhver kristens tro: ”Beviset på, at man er forbundet og ét med Mig, forenet i Mig og knyttet til Mig, er, når ens hjerte også er fæstnet til Mit Kors med alle dets byrder; enhver, som er overbevist om, at han tilhører Mig, må forstå, at han også tilhører Mit Kors; …” (s. 259).

Profetierne

Når det drejer sig om selve profetierne, er det op til den enkelte læser at vurdere deres ægthed. Det er dog ikke profetierne og budskaberne, der fylder mest i bogen, og slet ikke de mere universelle eller almene, som har appel til hele kirken og ikke blot er til Vassula selv. Efter at have læst bogen, som er så godt som mit første møde med Vassula, står jeg tilbage med en ambivalent følelse, en følelse som til dels kan forklares ud fra en forskel på budskabernes indhold og den måde, de præsenteres, forklares og forsvares på i bogen.

Profetierne har et centralt budskab, om synd og nåde, omvendelse og forsoning, himmel og helvede og også om Guds helt uforklarligt store kærlighed, emner som vor tid og også mange kristne trænger til at høre om igen, da de for mange er blevet trængt ud i periferien. Profetierne har også et stærkt kald til enhed blandt de kristne, nok den del af Vassulas budskab, som er bredest kendt. Disse budskaber er både bibelske, og deres indhold er centrale for troen og livet som kristen, så – så langt – føler jeg mig på sikker grund under læsningen. Der er dog også enkelte emner, som en del kristne vil have problemer med. Fx vil mange protestanter reagere på den plads, skærsilden har i hendes budskaber. Selv reagerede jeg på ordene om, ”hvor vigtigt det er ikke at bære nag til dem, der er døde. På mystisk måde ”holder vi dem tilbage”, og de lider, hvis vi ikke tilgiver dem. Vi holder dem fra de højere riger; de forbliver tilsyneladende lænkede og når ikke Himlen” (s. 42), ord, som jeg har svært ved at forene med det fuldbragte værk på korset og nådens forløsende kraft.

Forsvar og selvforsvar

Det er dog ikke først og fremmest selve budskaberne, som skaber den ambivalente følelse, men snarere hendes forsvar for dem. For det første falder hun tilsyneladende for den samme fristelse, som det er nærliggende for os alle at falde for, nemlig at generalisere ud fra ens egne oplevelser og erfaringer. Det sker fx for hende, når hun gør sin egen pludselige og gennemgribende omvendelsesoplevelse med smertefuld og rensende anger til en nødvendig betingelse i alles liv.
For det andet fylder hendes forsvar for budskaberne meget, og udover at dette behov for at forsvare budskaberne på en eller anden måde snarere svækker end underbygger dem, kommer forsvaret ind imellem til at opleves mere som et åndeligt ”selvforsvar” end et forsvar for Gud, som det helt sikkert er ment som.

Det fører så over i en sidste ting, som svækker det positive indtryk af bogen, nemlig ”udstillingen” af hendes modstandere. Vassulas profetier har været og er stadig genstand for voldsom modstand fra nogle kristne, og som en del af sit forsvar for budskaberne kommer hun til at ”udstille” nogle af disse kristne – ofte ledere – som vildledte og forførte (det samme, som de anklager hende for) og bruger budskaberne som bevisførelse. Alt dette gør, at bogen kan komme til at modvirke budskabernes mission, at kalde til enhed.

En bog skrevet af en profet og med profetiske budskaber kan ikke læses som en hvilken som helst anden kristen bog. Det er ikke så enkelt at være enig eller uenig eller tale om sand eller falsk forkyndelse, når budskaberne fremsættes som Guds ord – selvfølgelig i en anden betydning end Bibelen, men alligevel. Derfor fordrer bogen en anden form for bedømmelse fra læseren end andre bøger, og det må nu være op til den enkelte at foretage denne.

Vassula Rýden: Himlen er virkelig, Helvede ligeså
296 sider • 249 kr.
Forlaget Scandinavia