”Det er bare mig”

Af Klaus Hansen,
Billund

Jeg var lige flyttet ind i en ny bolig m. have og kom i en hjemmegruppe, hvor vi mødtes hver tirsdag til samling. De fleste var ældre, erfarne kristne, som kendte deres Bibel. Jeg blev taget godt imod, og vi nød hinandens selskab.

På et tidspunkt skulle vi til et aften møde i Rødding i Sønderjylland og høre en kendt prædikant. Vi blev enige om at køre sammen i bil. På det tidspunkt havde jeg ingen bil, og vi aftalte, at de skulle hente mig. Som aftalt blev jeg hentet, og vi kørte mod Rødding.

Pludselig slog det mig, at jeg havde glemt at lukke mit vindue, som stod helt åbent, og at enhver kunne kravle ind. Jeg blev urolig og fortalte de andre om min situation. Min præst, som også var en del af hjemmegruppen, vendte sig mod mig med et smil og sagde; ”Det skal du ikke være bange for, vi beder bare Gud om englevagt.”

Det var først gang, jeg hørte om englevagt, og at der blev bedt om at beskytte mit hus, indtil jeg kom hjem igen. Vi havde et godt møde og var først hjemme, da det blev mørkt. Jeg blev sat af ude på vejen og gik det sidste stykke hjem. Da jeg nærmede mig huset, tog jeg mine nøgler op af lommen, klar til at låse døren op.

Pludselig fik jeg et syn til venstre for mig. Her stod en kæmpe engel, mellem 3 og 4 meter høj, med store hvide vinger og med et lysende sværd, som han holdt fast i med begge hænder, og laser-øjne, der kiggede direkte ned på mig. Og i samme sekund åbnede Gud mine øjne til højre for mig, hvor der også stod en engel i samme form, også med et lysende sværd og laser-øjne, der kiggede ned på mig.
Jeg blev kridhvid i ansigtet og stammede: ”Det er bare mig” og fik låst døren op og kom hurtigt ind. Jeg måtte læne mig op ad døren, og mine ben rystede. Jeg måtte bare dele, hvad jeg havde oplevet, og ringede straks til de andre.

Jeg tror, Gud ville vise mig, at vores bøn ikke kun er ord, men at der også er handling bag ved. At det usynlige bliver synligt, og at Gud samtidig ville vise mig sin magt og vælde.

”Intet ondt skal ramme dig, ingen plage nå dit telt,
for han vil give sine engle befaling om at beskytte dig
på alle dine veje.” (Sl. 91,10-11)