Evangeliske og pinsekristne er de mest forfulgte
Et spritnyt forskningsprojekt viser, at evangeliske kristne og pinsekirkelige flere steder i verden synes at være mest udsatte for forfølgelser og mere parate til dem end andre kristne trosretninger.
Ifølge Christian Today er forskningsresultaterne (In Response to Persecution) dele af et større forskningsprojekt (Under Caesar´s Sword) ved Notre Dame universitetet i USA.
Ifølge studiet hænger det sammen med de nævnte trosretningers større fokus på evangelisation, hvor andre trosretninger som fx katolikker, ortodokse og mainstream protestantiske kristne er mere villige til at assimilere sig og indgå i dialog.
”Som følge af forfølgelser er evangeliske kristne og pinsekristne mere tilbøjelige til at engagere sig i overlevelsesstrategier eller, i sjældne tilfælde, konfrontation”, hedder det i rapporten.
Den nævner bl.a., at kristen-fjendtlige lande og terrorgrupper ser de evangeliske kristne og pinsekristne som en større trussel, fordi de ind imellem er mere kompromisløse og villige til at lide ofre end andre trosretninger.
17 forskere fra Notre Dame universitet, men også fra andre læreanstalter, har deltaget i det tre år lange forskningsprojekt.