”Hvorfor rammer sygdom dog så uretfærdigt…?”
Kunstneren Rolf Grenov oplevede at få en ”dødsdom”, men trøster nu andre.
Min mor døde af kræft, min søster og min kone døde af kræft. De kendte alle tre Jesus. Nu for ca. 1½ år siden fik jeg konstateret en stor svulst ved bugspytkirtlen.
Nu er det sådan, at jeg hele mit liv har haft et godt tilhørsforhold til Jesus, så da lægerne fortalte mig om, at jeg havde kræft, var jeg helt afslappet og rolig.
Jeg var klar over, at så døde jeg nok snart. Nu skal det dertil siges, at jeg på det tidspunkt var 91 år, og det er jo ikke usædvanlig, at man dør i den alder.
Jeg er ikke bange for at dø, jeg kan sige med Paulus, at det nærmest er en vinding.
På Rigshospitalet tilbød en overlæge/kirurg at operere mig.
Han sagde, at det ville være en meget langvarig og vanskelig operation, hvor man naturligvis fjernede svulsten, det halve af bugspytkirtlen, det halve af mavesækken og det halve af tarmsystemet, og så syede man stumperne sammen.
Jeg kunne jo godt se, at efter en sådan omgang ville der ikke være megen livskvalitet tilbage, så jeg takkede nej. Ligeledes sagde jeg nej til kemo, med alle de ulemper, der er forbundet hermed.
Nu er der imidlertid gået et pænt stykke tid, og her i påsken fylder jeg 93 år og har det godt. Jeg prioriterer meget højt at komme i kirke hver søndag. Jeg kommer i Lyngby Frikirke, en del af Apostolsk Kirke.
En søndag fik jeg for ca. ½ år siden smerter i mellemgulvet, mens jeg var til gudstjeneste. Nu har vi i vor kirke den skik, at der altid er et par stykker, der ved afslutningen står til rådighed med at bede for dem, der har behov, så jeg gik til dem, og de bad for at smerterne skulle forsvinde.
Faktisk regnede jeg med, at de så forsvandt momentant. Det skete imidlertid ikke, så jeg fortsatte i køen til nadveren, der blev afholdt samtidig. Jeg fik brød og bæger, og vaklede hen på min plads, hvor jeg i bøn spiste brødet og drak kalken. Straks forsvandt smerterne, og jeg har ikke haft smerter siden.
Jeg har en aftale med min læge om kontrolbesøg ca. en gang hver måned. Han sagde en dag til mig: ”Det eneste, der er i vejen med dig er, at i kraft af din alder og den sygdom du bærer på, så burde du ikke have det så godt, som du har det.” Jeg sagde, at efter min mening, så var det, fordi jeg har forbindelse opad. Det gav han mig ret i.
Så – er det uretfærdigt, at jeg er ramt af denne sygdom? Jeg synes ikke, at jeg kan udtrykke mig sådan. Det er, som om Herren en dag sagde til mig ”Du må ikke erklære dig syg. Du skal erklære dig rask.” Det har jeg gjort, og jeg har nu planlagt at deltage i alle de festligheder, der falder på min vej.
Må Gud hjælpe enhver syg til at være optimist og leve med Ham i det liv, vi har tilbage.
Rolf Grenov, Lyngby Torv 3, 2800 Kongens Lyngby
