Hvad betyder det, at vi står i forligelsens tjeneste?

Ugens prædiken ser nærmere på forligelsen og betydningen af at være en ny skabning.

Korinth – en global by

Paulus havde mange problemer med menigheden i Korinth, en romersk koloni beboet af grækere, jøder, folk fra Romerrigets østlige del og frigivne romerske slaver, som skulle befolke byen. Korinth var hovedstad i regionen, lå midt i Romerriget med flere havne, et blomstrende erhvervsliv og et velstillet samfund. Her var der opstået forskellige grupperinger inden for den menighed, som Paulus havde grundlagt med Jesus som hjørnestenen. Der var misbrug af nadveren, umoralsk adfærd, forkerte relationer, diskussioner om, hvad man kunne spise, problemer med at forstå Jesu opstandelse og Paulus’ apostelrolle.

Da Paulus vendte tilbage til Korinth i ca. 55 e.Kr., var der kommet en gruppe jøder fra Jerusalem, som ville vende tilbage til de jødiske ritualer og have kontrol over menigheden – modsat Paulus, som ønskede at vandre i tro på Åndens grundlag. Disse jøder forstod ikke, hvem Jesu var, og opfattede ham ikke som Herre og den korsfæstede. Teksten er primært rettet til menigheden, de troende, men også et bredere publikum.

Forligelse og frelse

Vers 14-16 fremhæver Kristi kærlighed som drivkraft i vore liv, motiveret af Jesu korsfæstelse i vores sted. Derfor skal vi ikke mere leve for os selv, men for ham, der døde og opstod for os. Det sker ved, at vi bliver forligt med Gud gennem Kristus og derved bliver ”nye skabninger”. Guds frelse udtrykt som at blive ”en ny skabning” egner sig netop til et jødisk publikum, da det er et kendt udtryk fra GT og peger på Guds skaberkraft.

Forligelse og tilgivelse er en gave til mennesker, en mulighed, som man kan række ud efter i tro, jf Rom.10:9. I Kristi død genvinder Gud sin kosmiske kraft over synd og viser verden sin trofasthed og sin suverænitet. Når man tager imod forligelsen, så bliver retfærdigheden fra Gud ”tilregnet” os. At Jesus blev gjort til synd for os i vores sted er netop det, som bringer balance mellem Guds kærlighed og Guds retfærdighed, når vi giver gensvar på ”forligelsens ord”.

Paulus var inspireret af Esajas’ ord, som ”ny skabning” og ”genoprettelse”, der peger frem mod ”forligelse”. Teksten fra Es. 43:25 ”..sletter dine overtrædelser” minder om Paulus’ ord i vers 19: ”.. ikke tilregnede dem deres overtrædelser”. Det viser, at Paulus var meget bevidst om GT og holdt kontinuiteten herfra til Jesu lære.

Forligelsens tjeneste

Den oprindelige betydning af ”forligelse” var verdslig: at bytte, at udveksle især penge. Men Paulus bruger udtrykket som ”forligelse mellem syndere og Gud”, og ikke i den verdslige betydning, men derimod som forligelsens tjeneste/ord, hvor Gud handler gennem Jesus med mennesker.

Gud tager initiativet – mennesker opfordres indtrængende til at give respons gennem Jesus. Det er dog Gud, som har skabt forligelsen gennem Kristi liv, død og opstandelse, men for at forligelsen kan træde i kraft, kræver det, at mennesker tager imod den.

Forligelse er fællesskab med Jesus, men det er også mere: at angre sine synder og modtage tilgivelse fra Gud, at få ”fred i Jesus”, at genoprette sin relation med Gud gennem Jesus (Rom. 5:8-11).
Med Jesus som mellemled er forligelse at gå fra fjendskab (synd/overtrædelser) med Gud til venskab med Gud (retfærdighed) for derved at ”udligne” forholdet mellem Gud og mennesker, så fjendskabet bliver fjernet.

Konsekvensen af forligelse er frelse, helliggørelse med Helligåndens hjælp, så det kristne liv efter frelsen fortsat kan bære frugt med åndelig vækst.

Vi (Paulus, de kristne, menigheden) har et ansvar. Vi skal optræde som ”ambassadører” i forligelsens tjeneste, men det forudsætter, at vi først selv har taget imod Guds tilbud om forligelse og forstår ”forligelsens ord” (2.Kor. 6:1-2).
Vores legitimitet som udsendinge kommer fra kongen over alle, Jesus, på vegne af Guds Rige med budskabet: ”Lad jer forlige med Gud!” (v. 20-21).
Paulus’ aposteltjeneste danner model for andre, da det er en tjeneste, som kristne er kaldede til lige indtil Herrens genkomst.

Prædiketekst: 2. Kor. 5, 14-21

14Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. 15Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.

16Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. 17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! 18Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, 19for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. 20Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! 21Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.