Davids død var Carries prøvelse

Det var troen, der bar, da psykolog Carrie Lautrup mistede sin søn. Både i og efter det svære sygdomsforløb.

Carrie Lautrup, som er psykolog i en stor dansk virksomhed, har lært at påskønne livets øjeblikke og lade være med at bekymre sig om fremtiden.

De to sværeste år i hendes liv kalder hun ”hellige år”.
En stærk gudsoplevelse blev efterfulgt af en af livets største prøvelser, da hendes søn samme dag blev alvorligt syg. Selvom hun mistede sønnen David på 11 år, blev familien styrket i troen under et langt sygdomsforløb:

– I maj 2014 var jeg til en kristen ”Awake-konference” med prædikanten Tom Jones, som bad for impartation…en form for overførelse af Helligåndens gaver gennem håndspålæggelse. Her blev jeg presset ned i gulvet af Helligånden og måtte blive liggende i flere timer.

– Efter konferencen, da jeg havde været hjemme i to timer, lagde jeg mærke til, at min dreng, som var blevet så tynd, havde en blå navle. Vi tog straks til vagtlægen, og han blev indlagt med det samme. David havde kræft, og han lå flere måneder på Rigshospitalet og var så frem og tilbage mellem Esbjerg, Odense og Rigshospitalet i over et år, fortæller hun.
Carrie Lautrup klamrede sig til Gud igennem hele det svære forløb. Bl.a. fastede hun i tre dage, bad og tryglede Gud om at hjælpe.

– Jeg levede ”øjeblik for øjeblik” og lærte, at der er forskel på os og dem, der ikke har Gud. Vi var ikke alene igennem det. Vi havde et andet håb. Vi tvang os selv til at skifte fokus fra sygdommen og tilbede Gud, sætte al lid til Gud…og når Han ikke helbreder, så tror vi også.
– Da David døde, var jeg sikker på, at han genopstod, siger Carrie Lautrup.

Gud er altid god

Nemt var det bestemt ikke, erkender hun:
– Det gør ondt at prise Gud i alle situationer. Han er god. Han er altid god. Man lever i en anden verden. Jeg hader, at vi har været igennem det her. Men Han er altid god og vil os det bedste. Han har ikke gjort det ved os…Han har noget, Han kan bruge det til. Jeg måtte sætte en æske på hylden over ting, jeg ikke forstår. Det er en del af ydmyghed, at man ikke forstår alt.

– David var ti, da han blev syg. Han blev ikke 12. Han havde fuld tillid til Gud hele vejen igennem. ”Er du bange, mor?…Du skal ikke være bekymret”, sagde han til mig.
– Inden hans 11 års fødselsdag havde kræften bredt sig til hjernen. Jeg blev nødt til at ringe og sige det til hans far, der skulle have været på en tur, med det samme. Lægerne kunne ikke vente mere end et par dage med operationen.

Der kom sønderrivende meldinger fra lægerne: ”Vi tror, han dør af det. Vi ved ikke, hvor lang tid, I har ham. I skal holde en god jul”, sagde de til os.
Imens sad David med sin faster. ”Er du bekymret? Jeg er ikke bekymret. For Jesus siger: Du skal ikke bekymre dig, så det gør jeg ikke. Hvis bare jeg har tro, skal det nok gå”.

David blev også døbt i 2015 for at bekræfte sin stærke tro, fortæller Carrie.
I dag tænker hun med glæde på, hvordan hendes søn var, mens han levede:

– David var god ved alle de andre børn på hospitalsafdelingen, hans venner…han var også god ved dem med adfærdsproblemer. Som min veninde Joyce senere skrev til mig: ”He did not lose the battle…”

Hellige år

Der blev skreget, råbt og danset undervejs. Gud var med i det hele.

– Vi har brug for håb. Lige efter at jeg havde fået det at vide, kunne jeg ikke græde, fordi jeg skulle støtte David. Så gik jeg over i Fælledparken. Jeg skreg og råbte til Gud.
– De sidste to år har været hellige. Gud har gjort noget. Det er ikke altid, det føles godt. Men Gud opmuntrede os undervejs. Så jeg for eksempel en særlig svær dag alligevel kunne danse på hospitalsgangen…jeg dansede og sang lidt for mig selv og vandt over mismodet!… Uanset hvad dagen bringer, vil jeg prise Dig.
– I Davids sidste time var vi hjemme. Vi lå sammen og så filmen ”Himlen er virkelig”. Vores børn var der også.

– Kong David mistede også et barn. Han bad og bad om helbredelse. Bagefter tog han sig sammen og priste Herren, siger Carrie Lautrup.
Det har hun også gjort. Ved at fortsætte sit arbejde for Gud som frivillig landsleder af Healing Rooms, ved at dele sit vidnesbyrd rundt om i landet og ved at tænke på andre.

– Det sidste års tid har jeg skrevet på en bog om tro. Vi har jo et evighedsperspektiv. Det her er ikke mit hjem. Jeg har et hjem et andet sted. David er bare kommet hjem før mig. David kan ikke komme tilbage, men jeg kan komme til ham.

– Til Davids mindehøjtidelighed spillede vi ”Oh Happy Day”, og en sang som fulgte os gennem hele sygdomsforløbet: ”Ten Thousand Reasons”. Børnene fik lov at lege i kirken. Man kan næsten sige, det var hyggeligt…

Forandret

Rejsen med David har forandret Carrie.

– Meget af det, jeg har lært, handler om mit hverdagsliv. Jeg kan rumme mere. Jeg er umiddelbar på en anden måde. Jeg er ellers et introvert menneske, som får min energi ved at være alene.
– De ting, jeg før havde bygget op i mit hjerte…min søn har skiftet mit perspektiv. Og jeg er ikke så resultatorienteret mere. Succes er for mig i dag, at relationer lykkes. Før ville jeg, at man med relationen skulle opnå noget sammen. Nu er det vigtigste ved relationen snarere bare at være. Det er mere relationen i sig selv, jeg værdsætter.

– Før var jeg sådan ”Nå Gud, hvad skal vi finde ud af? Hvad er mit næste skridt?” Efter oplever jeg, at Gud siger: ”Jeg kan godt lide at høre, hvad du tænker. Jeg kan godt lide bare at hænge ud med dig”, siger hun.

I dag er Carrie Lautrup også meget mere opmærksom på de små og store ting, Gud gør.
– Jeg ser Ham hver gang, jeg lægger mærke til en blomst eller vinden på et blad. Han lægger ting på vejen, fordi han elsker mig.
– Jeg lærte ydmyghed, tilføjer hun.

Carrie mistede David. Man kan som menneske, som mor, næppe komme ud for nogen større prøvelse. Carrie klarede den.

“The sun comes up
it´s a new day dawning
it´s time to sing Your song again.
Whatever may pass
And whatever lies before me
Let me be singing
when the evening comes”

(Fra sangen Ten Thousind Reasons.)