Europa mangler kulturel identitet

Jeg er netop kommet tilbage fra Wien, hvor jeg var inviteret til et seminar om politisk og økonomisk frihed og EU’ fremtid. Seminaret var sponsoreret af den amerikanske fond Liberty Fund i samarbejde Austrian Economics Center. Deltagerne kom fra forskellige lande indenfor Europa med enten politisk, journalistisk eller økonomisk baggrund, så der var lagt op til bred diskussion.

Til trods for at vi startede med behandle emner som de europæiske nationernes suværenitet i forhold til centraliseringen i EU og optimeringen af det frie marked, så varede det ikke længe, inden samtalen faldt på, hvad det er, der binder europæerne sammen. Og her kom gruppen til kort. For ligesom vi kunne konstatere, at det tidligere var kristendommen, som alle troede på og var enige om, ligeså vanskeligt er det i dag at finde en nyt budskab, der skal forene Europa.

Er det videnskaben, politik eller økonomien, der skal tage over? Eller er det de store internationale virksomheder og bankerne, der sætter standarderne og værdierne? Det var der ikke rigtigt nogen, der kunne svare på. Allerede på seminarets første dag stod det klart – også for de ikke-troende deltagere – at Europa og europæerne har svært ved at definere deres kulturelle identitet, efter vi er holdt op med at tro på kristendommen.

Og det kom resten af seminaret mere eller mindre til at handle om. Selvom oplæggene og diskussioner tog udgangspunkt i forskellige økonomiske teorier og politiske interesser, så vendte vil hele tiden tilbage til spørgsmålet om kulturel identitet.

Kan EU-politikere bare konstruere en ny identitet? Det frie marked, som er kernen i EU, har ikke formået at give europæerne identitet. Tværtimod. Og måske er det netop derfor, flere og flere lande i Europa i dag ønsker deres nationale suværenitet tilbage, fordi de søger kulturel identitet indenfor nationens grænser.

EU-bureaukratiet viser, at kultur bygget på ren markedsøkonomi ikke giver nogen stærk identitetsfølelse og fælleskab. Der skal mere til. EU fortæller os ikke, hvem vi er, men definerer – eller måske snarere dikterer – for os, hvad der er tilladt, og hvad vi bør tænke og mene, og det er ret beset at frarøve europæerne deres kultur og identitet.