Hvorfor bruger man ikke salvning af syge i Folkekirken?

Kære Orla Lindskov.
Jeg er en mand, ansat i Folkekirken. Jeg skriver ikke til dig, fordi jeg er syg.

Jeg har derimod været til et af dine møder, og jeg så, at du under forbønnen for syge brugte håndspålæggelse. Du brugte også oliesalving og gensalving af medbragte salveduge.
Folkekirken, som jeg er ansat i, og som jeg holder meget af, har ikke tradition for disse tjenester.

Jeg ved ikke, om det findes i nogle menigheder inden for Folkekirken. Jeg er i hvert fald ikke bekendt med det.
Er det fordi, at Folkekirken, som jo er en luthersk kirke, ikke har medtaget sådanne tjenester, i hvert fald ikke officielt?

Disse tjenester, oliesalving, forbøn for og håndspålæggelse på syge, omtales jo i Bibelen som noget, både Jesus og disciplene brugte.

Har du en forklaring på, hvorfor forbøn for syge, oliesalving og håndspålæggelse på de syge ikke spiller nogen særlig rolle i Folkekirken, i hvert fald ikke officielt.
Venlig hilsen
En ansat i Folkekirken

SVAR:

Luther beskrev også, hvordan man kan bede for og salve syge

Kære ansatte i Folkekirken
Jeg vil dog tro, at disse tjenester forekommer i Folkekirken. Måske ikke særligt synligt og officielt. Men måske mere i det daglige og måske f.eks. i forbindelse med sjælesorg. Det kunne jeg forestille mig.

I oldkirken og også i den Katolske kirke hører vi om forbøn for syge både med håndspålæggelse og oliesalving. Så man kunne have forventet, at Reformationen med dens store genopdagelse af læren i Det nye Testamente ville have bragt hele den ny-testamentlige lære om helbredelse ved bøn med frem i lyset. Herunder også forbøn under anvendelse af håndspålæggelse og oliesalving.

Men sådan gik det ikke.
Man kunne have forventet, at alle de i Bibelen beskrevne nådegaver ville være kommet i funktion. Men måske var den lutherske kirke bange for, at det hele så igen ville blive for katolsk. Måske.
Du nævner også, at Folkekirken er en luthersk kirke. Derfor vil jeg nu bruge lidt tid til at se på, hvordan Luther så på disse tjenester. Det er nemlig overraskende.

Faktisk havde Luther stor åbenhed overfor helbredelse ved bøn, også med oliesalving og håndspålæggelse.
Både overfor syge og døende har Luther indtrængende opmuntret til at tro og håbe på helbredelse ved bøn og forbøn.

Han troede således fuldt og fast på, at han ved forbøn havde fået sin ven Melanchton, en mand ved navn Mykonius samt hans egen hustru ud af dødens gab.
Melanchton blev på en rejse i 1540 meget syg. Han var døden nær. Luther blev haste-tilkaldt. Han fandt Melanchton liggende bevidstløs, livløs og døende.

Da Luther så sin ven i den tilstand, blev han meget bevæget. Han gik hen til vinduet i sygeværelset og begyndte at bede meget længe og meget bevæget. Senere fortalte Luther om den begivenhed:
”Dengang satte jeg Gud stolen for døren. Jeg nævnte for Gud alle de løfter, jeg kunne komme i tanker om, hvor han lover at høre vores bøn, og jeg sagde til Gud, at han måtte høre mig, hvis jeg skulle blive ved med at tro på ham.”

Derpå tog Luther Melanchton i hånde og sagde: ”Vær ved godt mod, Filip, du skal ikke dø. Stol på Herren, ham som både slår ihjel og gør levende.”
Mens Luther talte, kom Melanchton til bevidsthed. Han begyndte at trække vejret hørligt, kom lidt efter lidt til kræfter og blev helt rask.Luther kommer også med en udtalelse fra 1529 om Jakobs brev kapitel 5, versene 14 og 15, hvor han tillader salving med olie, hvis bare ikke man gør det til et sakramente.

Et andet sted i beskrivelsen af Luthers liv læser vi følgende anvisning til en præst, som i sin menighed har en syg og anfægtet mand:
– Jeg har ikke noget verdsligt råd, jeg kan give dig, når ikke lægerne kan udrette noget.

Det, manden døjer med, er derfor snarere en anfægtelse fra Djævelen, som kun kan drives ud ved troens bøn, med den kraft som Jesus Kristus giver.
Du skal i fast tillid lægge hænderne på den syge og anfægtede. Derefter skal du højt læse Trosbekendelsen og bede Fadervor og slutte med følgende ord: Gud, almægtige Fader, du har sagt ved din søn: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis I beder Faderen om noget i mit navn, vil han give jer det.”
Jesus har også sagt: ”Bed og I skal få.” Ligeså står der i Salme 50: ”Kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.”
Videre skal du sige: ”Efter påbud og befaling af din Søn beder vi uværdige syndere om din barmhjertighed, så langt som vi kan tage imod den i tro. Lad denne mand blive befriet fra det onde og ødelæg Satans rige i ham, så det kan blive til ære for dit navn og til stadfæstelse af troen og til styrke og opbyggelse for de hellige ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som lever og regerer fra evighed til evighed. Amen.”
Efter at du har lagt hænderne på ham, skal du til sidst sige: ”Disse tegn skal følge dem, som tror….., ”på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.”

Dette skal du gøre en gang hver dag i tre dage. Desuden må du udøve offentlig forbøn for ham i kirken fra prædikestolen. Gør det indtil Gud bønhører. Samtidig vil vi stå sammen med jer i bøn og holde ud i tro, så langt som vi formår.
Lev vel! Noget andet råd har jeg ikke at give.

Den omtalte syge mand blev helbredt ved bøn i Jesu Kristi navn. Det skete ved menighedens præst, samt menighedens kapellan og to eller tre andre mænd.

I min medtagne beskrivelse fra Luthers liv ser vi i hvert fald, at Luther havde syn for helbredelse ved bøn. Han bad selv inderligt for syges helbredelse. Men denne side af Luthers virke er nok ikke almindeligt kendt.

Kære ansatte i Folkekirken, jeg håber, at mit svar kan være til hjælp for din forståelse af både oliesalving og håndspålæggelse.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

MIN OPLEVELSE:

Kære Orla Lindskov
Din forbøn og salvedug har tidligere hjulpet mig rigtigt godt. Jeg håber, at det vil ske igen.
Jeg har nu fået konstateret Parkinsons sygdom.
Jeg velsigner din tjeneste med forbøn for syge, og jeg ved, at du ved din bøn blev til helbredelse i Jesu navn for flere med denne sygdom.
Kærlig hilsen
En kvinde som
håber på Jesus