Pop om det virkelige liv

Aaron Sprinkle har haft travlt i stort set alt den tid jeg har kendt til den kristne musikscene. Han har produceret nær halvdelen af alle de albums, jeg lyttede til, mens jeg var teenager. Men han er også selv musiker.

Han har været bagmanden bag et af, hvis ikke det største, kristne indieband i 90’erne Poor Old Lu, og så står han også bag bandet ’Fair’, som har udgivet flere albums af høj kvalitet i det sidste årti. For ikke at nævne hans mange soloprojekter, hvor dette album er det nyeste på listen.

’Real Life’ er ikke et typisk album jeg ville forvente at høre fra en kunstner som Aaron. Det er mere elektronisk. end hvad jeg er vant til at høre fra ham. Især på første track lyder instrumentalen lidt som et afstrippet beat fra en sang, som man kunne forvente at høre på en natklub. Aaron imponerer dog igen med sit multitalent. Der er intet tidspunkt i løbet af dette album, hvor jeg ikke synes, at Aarons meget bløde og ofte følelsesladede sangstil, ikke passer sammen med den synth og det beat, som bærer sangene.

Albummets tema er heller ikke noget stort og komplekst. Det handler, som titlen på albummet hentyder til, meget om de problemer, vi alle kan møde på vores vej gennem det her liv, som vi alle deler, og hvordan vi kan finde styrken til at overkomme disse udfordringer, både inde i og selv, men også fra noget højere.

”I, I know, I can’t do it on my own.
But I believe in a melody that we all can sing”
(Never Alone)

‘Real Life’ er et yderst velkomponeret popalbum, udgivet af en af de bærende kræfter i kristen alternativ musik igennem de sidste tre årtier. Det ville være en skam, hvis man ikke gav det et lyt, om man så normalt er til pop eller ej.
Joey Lønsmann Jensen