Et år blandt stjernerne

De kristne bands bruger også tid på at tale med unge om troen på Jesus. Foto Kim Song Sternkopf – Heartmatter Artwork

Mathias har som roadmanager i YFC været med til 80 koncerter sammen med fire bands.

Hvert år har Youth For Christ fire bands på tourné. Og hvert år tager en roadmanager med rundt på tournéerne. Mathias har været på tour med fire bands fra England, USA og Sydafrika.

Det sidste år har Mathias mødt 3000 teenagere. Han har set 200 af dem række hånden op, fordi de gerne vil lære Jesus bedre at kende og oplevet 400 teenagers engagere sig i snakken på Alphakurser. Han har kørt 10.000 kilometer og været med til 80 koncerter.
Spørger man, hvad der har været den fedeste oplevelse, svarer han: ”Jeg kan ikke sige, at der er én koncert, der er federe end de andre. De har alle sammen været helt forskellige.”

Gud mødte ham jo lige der

Det har ellers været meget forskelligt, hvordan tournéerne er forløbet.
– Nogle steder kan man tydeligt mærke, at Helligånden er der. Andre steder er det bare en dansefest, hvor der er en fantastisk stemning bagefter. Men der var alligevel en særlig koncert på en specialefterskole. Det er altid lidt anderledes på specialefterskoler, fordi de her teenagere har altså ikke lige så mange muligheder som os andre.
Jeg kan huske engang, hvor en af eleverne pludselig stillede sig op med armene i vejret og tårerne trillende ned af kinderne.
Alle hans venner sad på gulvet omkring, og der stod han og havde et møde med Gud. Drengen var jo ikke ked af det, det var bare Gud, der mødte ham lige der til vores koncert.

Ikke Billy Graham

– Under alle tournéerne har jeg været i tvivl om, hvor meget det her gør. Jeg mener, jeg eller bandene er jo ikke nogen Billy Graham. Vi kommer med en koncert, folk danser og har det sjovt og så siger bandet noget om troen på Gud og Jesus ind i mellem.

På den sidste tour, kom vi tilbage til nogle af de steder vi besøgte på første tour, og de talte stadig om det. Og det, der overraskede mig var, at det ikke bare var det bandet havde sagt, der havde gjort et stort indtryk. Det var også de samtaler jeg havde haft med dem.

Det at jeg kan være med til at så de her frø er virkelig fedt at opleve! For det er jo det, det hele handler om; at så de her frø som vi så håber bliver til tro eller fodrer den tro, som de allerede har.”

– Både koncerterne og vores samtaler gør indtryk på folk.Det handler om at så frø, som kan blive til tro, siger Mathias Søndberg-Madsen.
Foto: Christoffer Fryd
200 elever fanget i en kirke

– Jeg husker en koncert i en kirke i Nordjylland, hvor præsten havde samlet godt 200 folkeskoleelever i kirken. Her kunne bandet jo godt fortælle eleverne om det de troede på, når de sidder her “fanget” i en kirke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tyron, bandets forsanger fortalte sin historie om, hvordan han som teenager lige pludselig opdagede, at Gud er virkelig, og så spurgte han teenagerne, om de også gerne vil lære Gud at kende. 40 eller 50 folkeskoleelever rakte hånden op for at vise, at de også gerne vil lære Jesus at kende. Det er virkelig simpelt.

Men jeg tror, at det gør vildt meget, at give folk den her mulighed for at give udtryk for deres længsel efter Gud.
– Samtidig tror jeg ikke det vigtigste er, om folk rækker hånden op eller hvad de nu gør. Det vigtigste er det der sker inde i dem.

Voksede i troen

Hvordan er det så at se tilbage på det sidste år som roadmanger?
– Jeg hørte for nylig en prædikant stille et simpelt spørgsmål fra Gud: ”Vil du have det nemt og komfortabelt, eller vil du udfordres og gå ud over din komfortzone?”
Det sidste år har virkelig være udfordrende, men det har godt nok også været fedt og jeg er kommet meget tættere på Gud, siger Mathias.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En øvelse i ydmyghed

Personligt har det været en solid øvelse i ydmyghed. Tanken om at være bedre end andre og være mega sej, fordi jeg kommer ud med et superfedt band, bliver hurtigt punkteret.
Jeg mener, det var jo det vildeste at komme ud på de første tourdage og opleve, hvor starstruck teenagerne bliver, når man kommer der med bandet. For det at være en af “stjernerne” er jo den platform, som vi står på, og som gør at bandet og jeg har kunnet får lov til at tale om troen på Jesus.

Men vi er jo bare mennesker. Vi prutter, snorker, skændes, glemmer grej, er kræsne, kører forkert og alt muligt andet.

Men det gør ikke noget, så længe vi kan få lov at bruge platformen til at fortælle unge, at de kan møde Gud, slutter Mathias, der som roadmangager har været både vært, chauffør og lys- og lydtekniker for fire dygtige bands.