”Den samaritanske kvinde var gift flere gange…”

… Alligevel fordømte Jesus hende ikke, men hjalp hende videre. – Trods et liv med skilsmisser, sygdom og dødsfald har troen givet Pia Raaschou styrke til at få bearbejdet sin sorg og komme videre.

– Da jeg var 19 år, mistede jeg helt uventet min far. Min mor brød helt sammen, da han døde, og min egen sorg blev parkeret, fordi jeg måtte være den stærke, der arrangerede begravelsen og hjalp med at passe min lillesøster, der kun var 11 år.

– Min far betød alt for mig. Det var ham, jeg talte med alt om, siger Pia Raaschou, der nu er 59 år.
Samme år blev hun kæreste med Robert.

– Jeg blev gift med ham, mens jeg var i sorg over tabet af min far, og jeg ledte ubevidst efter en erstatning for min far.
– Roberts mor var kristen på en lidt voldsom måde, som ikke gik ind i hjertet på mig, selv om hun ville give sin sidste krone til dig, fortæller Pia.
Ægteskabet indgået i den uforløste sorg holdt ikke. Hun var ikke lykkelig i forholdet, men lykkelig for sønnen Thomas, som de fik sammen. Pia mødte en anden mand.

Efter skilsmissen – stadig i krise og nu med endnu mere ubearbejdet smerte i bagagen – giftede hun sig med Jan, der havde et svært alkoholproblem, og de fik datteren Tanja. Pia var godt klar over, at Jan drak for meget, men troede, at det med et stabilt familieliv ville ændre sig.

Det gjorde det ikke, og ægteskabet blev kort.
– Jeg var nok lidt naiv dengang, siger Pia, som også havde mistet lidt af kontakten med sig selv efter det bratte punktum for en ellers velfungerende familiebaggrund, da hendes far døde.
Hverken Pia eller hendes datter har kontakt med Jan i dag.

Lykke og smerte

Efterfølgende mødte Pia endelig kærligheden. Først da hun fandt ”manden”, fik hun styrke til at bearbejde sorgen over tabet af sin far:
– Da jeg skulle skilles fra Tanjas far, arbejdede jeg i Scle-roseforeningen. Her mødte jeg Gerner, som var 11 år ældre end mig og havde sclerose. Gerner tilbød os at overnatte i hans hus i Birkerød, indtil jeg fandt et sted at bo. Det gjorde jeg i en periode.

– Så fandt jeg et lejemål hos en god kristen familie. På den måde kom der mere gang i mit kristne liv. De tog mig med ind i deres fællesskab. Jeg lærte også Gerner endnu bedre at kende, og vi blev senere gift, fortæller hun.

Gerner blev Pias første møde med ægte kærlighed til det modsatte køn. Parret havde nogle smukke år sammen. Fyldt med glæde og masser af kærlighed, der gav hende styrke til at mærke og bearbejde gammel sorg og smerte…og til at leve med hans sygdom.

– Vi kendte begge alt til sclerose, og han havde fred med sygdommen. Gerner turde være åben omkring den. Derfor var det ikke noget problem for mig, og jeg tøvede ikke med at gifte mig med ham. Det var ikke noget, jeg besluttede med hovedet, men med hjertet.

– Hvis mennesker ikke vil tale om det svære, så går omgivelserne på listefødder, og så er det svært…men Gerner var så åben – en rigtig mand og et positivt menneske. Han gik med stok, da jeg mødte ham og blev senere mere og mere syg. Så kom han i kørestol, og den sidste tid, han levede, var svær, men også smuk. For vi voksede sammen undervejs.

– Til sidst måtte vi have hjælp tre gange i døgnet. Birkerød kommune var large. Vi blev båret igennem meget og hjulpet med alt det praktiske. Selvom det var en hård tid, var det også sjovt – der var så megen glæde i vores hjem, fordi vi elskede hinanden. Gerner og alle hans hjælpere handlede ind sammen, bagte osv… Han ville aldrig have en hospitalsseng hjem, for han ville sove sammen med mig, fortæller Pia.

Gerner døde af lungebetændelse i 1995, fordi hans immunforsvar var så svækket. Først til allersidst ville han have valgt aktiv dødshjælp, hvis det havde været muligt. Det var det ikke, så parret stod det igennem sammen.

– I den periode havde jeg stor gavn af min tro – Jesus levede stærkere i mit hjerte, da jeg havde mest brug for det – og jeg fik støtte af mine kristne venner, siger hun.

Tid til at sørge

Ægteskabet med Gerner gav bl.a. Pia den styrke, tryghed og kærlighed, der skulle til for at bearbejde sorgen over at have mistet sin far.
– Da jeg havde kendt Gerner et stykke tid, kom min gamle sorg over min far op til overfladen. Det skete efter, at jeg forstod, at den erstatning for min far, som jeg havde søgt i mænd, kunne de ikke give mig. Jesus viste mig det med et billede:
”Hvis der står et menneske og peger på dig med et gevær, så vil forældre gå ind foran og tage den kugle. En ven vil skubbe dig væk fra geværløbet, men ikke gå ind foran det.”

– Jeg græd i dagevis efter det billede. Al sorgen kom ud. Det betød, at jeg bagefter kom videre og kunne se på min mand som en mand og ikke som en erstatningsfar. Der er stor forskel på forældre- og samleverkærlighed, understreger Pia.

14 dage inden Gerner døde, havde Pia en dag brug for et lille frikvarter fra smerten. Hun gik på museum og løb bogstaveligt talt ind i Leif. De drak en kop kaffe efter sammenstødet, og senere, da hun havde mistet Gerner, mødtes de igen.

Pia blev langsomt forelsket i Leif og senere gift igen. Inspireret af hendes søn Thomas begyndte parret at komme i Pinsekirken på Drejervej. De fik tvillinger – Sabrina og Stephanie, som nu er 17 år.

Efter nogle gode år, hvor Pia, der er kontoruddannet, var hjemmegående i Hellerup, fik Leif problemer med sit helbred. Sygdomme, karriere, et forpligtende familieliv… han valgte at flytte fra dem. Parret blev skilt, men er stadig nære venner og ses ofte. Fx når de begge beder for syge i Healing Rooms i Valby og i Taastrup. Hun kommer i frikirken City Kirken.
I deres sårbare skilsmisse-periode, hvor Pia kunne køre lidt træt af at være alenemor, fik hun et godt råd fra oven: ”De dårlige dage skal du sige til Leif, at I ikke kan tale sammen den dag”.

– Derfor lod jeg der altid gå et par dage, hvis jeg var vred, træt eller frustreret. Og så kom jeg ikke til at sige noget til ham, som jeg senere fortrød, forklarer Pia.
Hun bor med deres døtre i en lejlighed i Hellerup, som hun kalder ”en lille husmeninghed”, for hjemmet er åbent for mange unge, der trænger til en samtale eller overnatning i svære perioder. Sorgen over at have mistet Gerner måtte tages i små doser – først mange år senere blev den helt forløst og slap sit tag i hende.

Det skete, da en af hendes kristne venner sidste år blev syg. Så kom hendes gamle sorg helt op til overfladen. Pia tog i sommerhus nogle dage og her kom den langvarige forløsende gråd.
Bagefter blev det lettere at tale om det – og fastholde alt lyset fra årene med den første store kærlighed.

Jesus dømte ikke

Da Pia læste om den samaritanske kvinde, jublede og hoppede hun af glæde: ”For her var en kvinde, der talte til mig gennem Jesus. Han mødte hende, der hvor hun var – uden fordømmelse. Den samaritanske kvinde har været gift flere gange end jeg.”

– Hvis du siger, at du er kristen, så har du også en rummelighed og kærlighed fra Jesus. At kalde sig kristen uden at være næstekærlig klinger hult for mig, siger Pia.