Aalborg Efterskole ved Hals indviet

Rådmand for skoleforvaltningen, Tina French Nielsen, åbnede officielt skolen ved at klippe den røde snor. Hun gav udtryk for, at det var glædeligt at Aalborg Kommune, som landets tredjestørste, nu endelig igen fik en efterskole, og hilste det nordjyske initiativ velkomment.

Med stor begejstring kunne pastor Johannes Hansen, Apostolsk Kirke i Aalborg, Grundlovsdag tage imod mange interesserede ved indvielsen af den nye Aalborg efterskole ved Hals.

Det var kun få uger efter, at han og lederskabet i Apostolsk Kirke Aalborg havde fået chancen for at være bagland og “fødselshjælpere” for skolen. Bygningerne har stået tomme i et år, siden Efterskolen Bisnap sidste år gik konkurs. I foråret begyndte en lokal iværksætter og efterskoleforstander Finn Mester i fællesskab at drømme om at starte en ny efterskole i de naturskønne omgivelser ved Limfjordens munding.

Apostolsk Kirke Danmark er i forvejen bagland for to efterskoler: Kildevæld i Kolding og Skovbo på Sjælland.
Skønt skolen er forankret i Apostolsk Kirke, ønsker man at gøre skolens bagland så bredt som muligt, og det afspejles i bestyrelsen der har medlemmer fra 5 forskellige kirkesamfund.
Den kommende forstander Finn Mester siger det sådan: “De unge er faktisk ligeglade med, om der står pinse eller påske over døren, så længe de kan møde en levende Gud”.

Aalborg Efterskole byder velkommen til de første elever til august 2018. Skolen kommer til at bliver præget af de muligheder, beliggenheden giver: Stranden og fjorden indbyder til kitesurfing, kajak og windsurfing. Hals Golf Klub ligger som nærmeste nabo, ligesom der også bliver mulighed for hesteridning.

I uge 31 afholder bestyrelsen en kombineret familieferie/frivillighedsuge, hvor ideen er at man uden betaling kan holde en aktiv ferie med hele familien og bo på skolens område i telt/campingvogn, eller på et af skolens værelser – hvor modydelsen er, at man giver 3-4 timers arbejdskraft med oprydning, maling og nedrivning.