Brevkasse: Gjorde jeg det rigtige med min hustrus sygdom?

Til Orla Lindskov
Mit spørgsmål til dig er dette: Hvornår er det rigtigt at bede Gud om helbredelse?
Jeg har været hos flere læger sammen med min hustru for at søge helbredelse til hende. Vi har sammen også søgt en specialist. Men min hustrus sygdom bliver ved. Måske viser det sig, at den i sidste ende er uhelbredelig.
Måske bliver det eneste håb, der nu er tilbage, at Gud griber ind med helbredelse ved Jesu lægende hænder. Derfor har jeg tænkt mig, at min hustru og jeg nu skal gå bønnens og forbønnens vej.
Det er vel nu i vores situation det rigtige at gøre, da vi synes, at vi har gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt. Derfor håber vi så nu, at Gud vil gøre det, der for os mennesker er umuligt. Vi håber på et helbredelses-mirakel fra ham, for jeg vil ikke kunne undvære min hustru.
I starten af min hustrus sygdom tog vi det ikke så alvorligt. Vi havde jo lægerne og tænkte, at de med deres dygtighed nok skulle klare det, og at de nok skulle gøre det, der skulle gøres. Vi ville så at sige ikke besvære Gud med det, som vi mente, lægerne kunne klare. Vi har jo heldigvis mange dygtige læger her i vores lille land. Men det, vi forventede af lægerne, altså min hustrus helbredelse, det er ikke sket.
Efter lægernes udredning står vi med en alvorlig, måske livstruende sygdom. Måske må lægerne i sidste ende give op overfor den. Det har lægerne ikke sagt. Men jeg har mine bange anelser.
Jeg er nu kommet i tvivl om mange forhold. Har jeg handlet rigtigt ved i starten helt at overgive sagen til lægerne og stole på deres dygtighed. Jeg er virkelig kommet i tvivl. Jeg troede jo, at jeg gjorde det rigtige.
Tidligere ved mindre alvorlige sygdomme klarede vi det jo selv sammen med lægerne. Jeg har nok undervurderet karakteren af den sygdom, som nu har ramt min hustru.
Med venlig hilsen
Ægtemanden

Lægerne og deres evner bruger Gud også

Kære Ægtemand
Holdninger, der er negative overfor brugen af læger, hospitaler og lægemidler, mangler visdom. Sådan ser jeg det.
Jeg støder af og til på sådanne negative holdninger. Men disse holdninger savner både dybde og forståelse af, hvordan Gud også kan hjælpe og helbrede. Dette vil jeg gerne sige som en start.
Guddommelig helbredelse i Jesu navn er et gode til os mennesker fra Gud. Det siger Bibelen helt klart.
Men lægerne og deres evner og midler er også goder, som Gud bruger.
Derfor synes jeg, at det er en stor skam at sætte disse to former for helbredelse op imod hinanden. Disse to former for helbredelse arbejder ofte sammen. De er ikke i konflikt med hinanden.
Nogle mener, at det er et udtryk for vantro, hvis man gør brug af det etablerede sundhedsvæsen, altså lægerne. Sådan er det i hvert fald ikke efter min mening.
Jeg vil her også nævne, at Jesus sagde til de ti spedalske, at de skulle lade sig syne af præsterne. Det skete efter, at de spedalske var blevet helbredt. Præsterne var på det tidspunkt de lægelige myndigheder.
Men nu til dit hovedspørgsmål: Hvornår er det rigtigt at bede Gud om helbredelse?
Til det spørgsmål vil jeg svare, at det altid under sygdom er rigtigt at bede Gud om helbredelse. Og det uanset om det er alvorlig sygdom eller mindre alvorlig sygdom.
I mange tilfælde kan det nemlig være svært i starten at se, hvor alvorlig en sygdom er.
Det er også det, du og din hustru har oplevet. At stille en diagnose kræver tit grundige og langvarige undersøgelser af lægerne.
Det er også vigtigt at huske på Bibelens budskab, som siger, at vi altid har lov til at bringe alle vores byrder og problemer til Gud. Dette gælder også for sygdommens byrde.
Du skriver om ikke at besvære Gud med det, som I mente, lægerne kunne klare.
Her vil jeg sige, at det ikke kun er i de vanskeligste, kritiske og mest alvorlige situationer, vi skal bede Gud om hjælp. Jeg tror aldrig, vi kan være til besvær for Gud.
Dog kan vi alle opleve, som du blev det, at blive fristet til den tanke, at vi ikke vil besvære Gud med vores små problemer. Vi kan tro, at små problemer skal vi klare selv uden at blande Gud ind i det.
Selvfølgelig er der meget i vores liv, som vi selv kan klare, og det skal vi så også selv klare. Men det betyder så ikke, at det vi selv kan, skal Gud blandes udenom. Gud ønsker nemlig at gå ved siden af os og være med i det hele.
Intet er nemlig for småt eller ubetydeligt til at blive lagt frem for Gud i bøn. Det skal være vores udgangspunkt.
Vi skal huske, at alle handlinger vi gør uden Gud, er skrøbelige.
Du skriver, at du nu er kommet i tvivl, om du har handlet rigtigt i starten af din hustrus sygdom.
Til dette vil jeg sige, at den måde, du tænkte og handlede på i sygdommens start, var det rigtige for dig på det tidspunkt. Jeg vil sige, at du handlede efter bedste overbevisning.
Du har ikke forestillet dig, at du skulle gøre noget andet. Pas derfor på ikke at ende i selvbebrejdelse.
Der er noget andet, jeg gerne vil slutte med at sige. Det gælder ikke kun for dig og din hustrus situation. Det gælder for os alle:
Vi bør altid bede Jesus om at gå med, når vi skal til læge eller på hospitalet. Bede om at det må være ham, der styrer lægernes tanker og hænder.
Det vil være til stor hjælp for os, at vi beder den bøn, når vi søger lægehjælp. Det vil faktisk også være til stor hjælp for lægerne. Hvordan det?
Læger er ligesom du og jeg kun mennesker, og alle kan vi begå fejl.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Smerterne forsvandt!

Kære Orla Lindskov
Jeg synes lige, at jeg vil skrive dette lille brev til dig. Det gør jeg for at fortælle dig, hvad der skete med smerterne i min krop, som jeg havde døjet med meget længe.
De forsvandt fuldstændigt, efter at jeg havde modtaget salvedugen fra dig. Det vil jeg gerne sige tak for. Desuden synes jeg, at mange skal vide det. Det kunne jo være, at andre kunne få glæde af denne form for hjælp fra Jesus, vores store læge.
Hilsen fra
En kvinde, som takker Jesus