Det er tilladt at tvivle

En dag i sommeren 2016 befinder den svenske præst Thomas Sjödin sig i sin kalds-kirke; sammen med en række frivillige og ansatte er han i gang med at forberede dagens kombinerede gudstjeneste og maduddeling til byens socialt udsatte.

Da er det, at det går op for ham, hvad den store mening med menneskelivet er: at finde sin plads. Og måske er det hele i virkeligheden så enkelt, som at det at være hos Gud netop er at være hjemme, at have fundet sin plads?

Lige her befinder han sig i et fællesskab, uden begyndelse, uden ende, en ring, et evigheds-symbol. Skal man finde noget værdifuldt, skal man søge smalt, siger han.
Så her er han så. Denne vidunderlige bog er beretningen om hans rejse frem til den vigtige erkendelse. Det er en rejse, der starter allerede i de tidlige skilleår, hvor barnetroen afløses af voksentroen under et teltmøde. Mentalt bliver Caravaggios berømte billede af den tvivlende Thomas, der ønsker at studere den opstandne Kristus’ nagler nærmere, en vigtig katalysator for rejsen fremover.

Det er tilladt at tvivle. Herre, jeg tror, men tilgiv min vantro! Den sunde tvivl kan være tros-befordrende; det blev den for den ny-testamentlige tvivler, Thomas, Sjödins navnebroder og åndelige tvilling. På trods af sin oprindelige skepsis fik han alligevel plantet en lang række menigheder på den indiske vestkyst, der den dag idag bekender deres historiske baggrund.

Til alle disse troende tvivlere kommer Thomas Sjödins forløsende budskab:
”Verden venter på dine drømme. Rejs dig. Nu blæser det op. Det er tid at sætte sejl” (s. 208).

Denne bog skal kun ønskes rigtig god vind herfra. Jeg siger det helt stille og roligt: Éns gamle anmelderhjerte banker heftigt, og der skal lyde så rigtig mange tak. Også fordi bogen så mageligt tåler genlæsning.

Tomas Sjödin: ”Den der finder sin plads tager ikke en andens.” Boedal, 2017. 208 sider. Indb. 250 kr.