Har du modtaget velsignelsen?

Hun stod dér pludselig, uden at jeg havde set hende. Kirken havde været låst, men lukket op, mens mødedeltagerne skulle begive sig på vej hjem.

Jeg havde været ”afsides” og gjorde mig klar til at gå ud af kirkedøren. Så stod hun pludselig foran mig: ”Jeg skulle lige ind for at få velsignelsen” . Med en hurtig bevægelse snupper hun to servietter fra holderen på bordet i våbenhuset: ”Det var lige, hvad jeg havde brug for!” Hun tørrer næsen, ser på mig og siger: ”Jeg har fået velsignelsen”, jeg nikker, og hun gør sig klar til at gå ud i en aprilkold formiddag. I døren vender hun sig og siger: ”Jeg har taget imod velsignelsen!”, og ude er hun.

Overrumplet og varm indeni låser jeg kirkens dør og ser hende på vej ind af kirkegårdslågen. Det er, som om velsignelsen gør hende let til bens.

Det med velsignelsen har altid gjort indtryk på mig. Det må være barndommens bibelhistorie, som virker i mine årer, at jeg ved, at uden velsignelsen går det galt. Guds velsignelse må du nødvendigvis have med ud i livet. Selv om hun ville give mig en forklaring på, at hun havde ”sneget” sig ind i kirken, så gav hun mig samtidig en konkret prædiken af dem, man ikke kan få for mange af. Den slags prædikener, hvor prædikanten ikke ved, at hun er prædikant, men hvor hun gør og siger det nødvendige – enkelt og klart: Jeg har taget imod velsignelsen!

Der er ikke en gudstjeneste, uden det bliver sagt: ”Modtag alle Herrens velsignelse!”. Ingen har før sagt til mig: ”Jeg har taget imod velsignelsen!” Ordene bliver stående som et stort udråbstegn – der bliver til et spørgsmålstegn! Har du selv ikke bare hørt, men også modtaget Herrens velsignelse?

Velsignelse betyder beskyttelse. Beskyttelsens tegn er korset. Hver gang velsignelsen lyder, så er det et konkret tilbud om at få følgeskab i dagen, i livet. Vi kan bare tage imod den, for den er en af Guds mange gaver – en gratis service til hverdagsbrug!