Irak tur/retur
I sidste uge fik jeg mulighed for at komme til Irak.
Vi danskere kan heldigvis vende tilbage til freden og velstanden og alt det andet, som vi ofte tager som en selvfølge – og sjældent siger Gud tak for.
Anderledes er det med de kristne i Mellemøsten.
Jeg talte med en, som sagde: ”Her hos os har der altid været krig. Så længe jeg kan huske, har vi været i en form for krig… ”
For nogle år siden kom så Islamisk Stat, som den hæsligste udgave af islam. Og den største trussel imod de kristne. Desværre har denne udgave større opbakning end vi forestiller os, og den kan også begrundes i Muhammeds ord og Koranen.
Det er forståeligt, at henved en million kristne er flygtet til Vesten. Og vi bør tage godt imod disse medkristne.
Den islamiske verdenskrig
Vi har i Danmark været velsignet med over 70 år uden krig. Vi har ikke stridende militser. Vi har stort set ikke oplevet terror. Vi har ingen mangel på mad, vand eller huse. Vores skoler og sygehuse fungerer stort set godt.
Men på det seneste er den islamiske verdenskrig også kommet til vores sikre del af verden. Meningsløs terror rammer nu ikke blot jøderne i Israel og de kristne i Mellemøsten. Den går også ud over tilfældige og uskyldige i Europa.
Ikke den samme gud…
Vi kan ikke længere forholde os til islam, som mange kulturradikale politikere – og naive kirkefolk – hidtil har gjort.
Hvordan kan vi invitere muslimske imamer til at prædike i folkekirken, eller intellektuelt argumentere for, at Allah bare er et arabisk navn for ”den samme gud”, når vi ser, at den ånd, der hersker i islam er helt modsat kristendommen?
Denne uheldige sammenblanding af islam og kristendom, som nogle kirkelige har gjort sig skyldige i, fordi de ønsker at være favnende eller politisk-korrekte, gør det blot vanskeligere for både danskere og indvandrere at finde den ægte gud.
Det væsentlige er nemlig ikke, om muslimer eller andre tror på ”gud”. Det afgørende er, om de tror på Jesus Kristus, og ser Gud (eller Allah) gennem den store åbenbaring af Guds kærlighed og frelse, som Jesus var og er.
Vi bør vise flygtninge – også muslimer – al mulig næstekærlighed. Men vi bør aldrig foregøgle os selv eller andre, at ”vi tror jo på det samme”.
Dét véd de muslimer, som er blevet kristne. Og dem bliver der heldigvis flere af. For mens Satan raser gennem islamisk fanatisme, sejrer Jesus og hans budskab i muslimernes hjerter.
