Da Janteloven kom til Nazaret

I Lukasevangeliet 4, 16-29 står der, at Jesus går ind i synagogen, hvor de religiøse jøder samles.

Han oplæser Esajas Bog 61, 1 som en proklamation af, at Gud Herrens Ånd er over ham, at Gud har salvet ham, fordi han skal bringe gode nyheder til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, og udråbe frigivelse for fanger. Derefter siger han noget revolutionerende: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Nu sker det!

”Er det ikke bare…?”

Synagogens folk blev begejstrede. Men det varede ikke længe. Hvorfor? Fordi de kom i tanker om, hvem de nådefulde ord kom igennem. I Markus-evangeliets beskrivelse af beretningen står der: “Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?« Og de blev forarget på ham.” (Mark. 6, 3). Hvorfor? De syntes jo godt om og bifaldt det, han sagde? Årsagen var, at de kendte ham som menneske. Derfor kunne de ikke modtage meget fra Gud gennem ham. Man kan næsten høre dem sige: “Hvem tror han, at han er?” Man skulle tro, at janteloven var kommet til Nazaret! “Du skal ikke tro, at du er noget, kan noget eller har noget, vi ikke har!”

Deres vantro forhindrede mirakler

I Markus’ beskrivelse står der endvidere: “Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro.” (Mark. 6, 5-6). Der står ikke, at Jesus ikke “ville”, der står, at han ikke “kunne” gøre nogen mægtig gerning dér! – På grund af deres vantro. Hvad kom vantroen af? De havde set Jesu menneskelige side, de havde set ham som barn, dreng, teenager og som ung mand i tømrerlære.

Det var seriøse, religiøse jøder, han talte til. En del af den religiøse ånd er en perfektionisme, der har meget svært ved at tage imod fra Gud gennem almindelige mennesker, måske også fordi man har set nogle af deres fejl. Men Jesus havde ingen fejl eller synd, det var udelukkende, fordi de havde set hans menneskelighed. Dette blændede deres åndelige syn, så de ikke kunne modtage ret meget fra Jesus.

Religiøsitetens natur

Jesus sætter endnu mere pres på det ømme punkt ved at sige “Ingen profet er anerkendt i sin hjemby” (vers 24), og at de religiøse jøder på Elias´og Elisas tid ikke fik et under fra Gud, men det gjorde en hedensk enke og en syrer. Dette får bomben til at sprænge: de før så begejstrede fromme jøder bliver ude af sig selv af raseri og bliver voldelige og morderiske! De driver Jesus ud af byen og vil styrte ham ned fra et bjerg. Grotesk sceneri. Først bifalder de ham, kort efter vil de dræbe ham! Igen er vi ved religiøsitetens natur og ånd; den vil opbygge en enorm frustration og vrede i mennesker, der er drevet af den.

Lad os bede Gud fri os fra “jantelovens ånd” og salve vores øjne, så vi kan se og modtage det guddommelige gennem almindelige mennesker, som vi måske har kendt som børn eller set deres menneskelighed og fejl.

Ugens prædiken er ikke ud fra søndagens tekst, som kan læses her:

Søndagens tekst: Luk 16,19-31

Teksten er fra Biblen på hverdagsdansk

Vend om, mens der endnu er tid
19 Jesus fortsatte: »Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20 Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde bylder og sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21 Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde og slikkede hans sår. 22 Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side. 24 ‘Fader Abraham!’ råbte han. ‘Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’ 25 Men Abraham svarede: ‘Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26 Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’ 27 Da råbte den rige mand: ‘Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28 for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’ 29 Men Abraham sagde: ‘Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’ 30 ‘Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’ 31 ‘Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’«