Jesus og/eller new age…?

”Jeg kender til alt det åndelige skrammel, som er derude, og jeg prøver bare at lægge mit liv ned, så Jesus kan komme til,” siger Elena Radef. Foto: Tine Juul

Elena har altid set åndelige ting, som hun i mange år ikke forstod. Hun følte sig anderledes og forkert. Da Elena mødte forståelse hos en clairvoyant, gik hun ind i new age-fælden…

Elena Radef er otte år, da hun går hen til sin mor og fortæller, hvordan moderen havde det, mens hun var gravid med Elena. Det véd Elena bare – og hendes ord er rigtige…

Moderen bliver skræmt og begynder at tage afstand fra datteren. Det er første gang, Elena taler højt om, at hun fornemmer og ser ting, der ikke er synlige for det fysiske øje. Det er først, da Elena er 20 år, at hun igen taler om, hvad hun oplever:
”En dag ser jeg en vision på min væg, mens mine øjne er åbne, og jeg bliver simpelthen så bange. Jeg freaker helt ud og ringer til min veninde. Vi har snakket lidt om åndelige ting, og hun foreslår, at jeg skal tage til en clairvoyant. Det gør jeg så, for jeg vil bare gerne have svar,” fortæller Elena Radef. Et råd, som viser sig af blive skæbnesvangert for hendes liv.

Ind i new age

Elena Radef er opvokset i Albertslund i en ateistisk familie.
Hendes far drak for meget, og hendes mor var aggressiv over for Elena og slog hende, da hun var yngre. Moderen fik i det hele taget Elena til at føle, at alt var hendes skyld. Elena og hendes bror havde ikke noget forhold til hinanden.
”Jeg var meget overladt til mig selv i min opvækst, både praktisk og følelsesmæssigt. Selvom jeg havde mange venner, følte jeg mig altid udenfor og kronisk forkert, og jeg fortalte ingen om det åndelige, jeg oplevede.”

Elena møder forståelse første gang, da hun som 20-årig tager til clairvoyanten, som forklarer Elena, at det var en vision, hun så på væggen, og hvad det betyder at se i visioner.
Men clairvoyanten fortæller også, hvad ingen andre ved:
”Hun sagde lige ud, at hvis jeg ikke gjorde noget ved mit liv, ville jeg resignere fra det, og det var fuldstændig rigtigt, for jeg overvejede kraftigt at begå selvmord i den periode. Satan ved jo også ting, som han prøver at indfange os med. Da jeg så, at hun kendte til mine selvmordstanker, tænkte jeg ’okay, der må være noget i det her’. Jeg følte mig taget seriøst og mødt, som jeg ikke havde følt tidligere. Det var startskuddet, der sendte mig videre ind i new age-verdenen, og jeg begyndte at gå på messer. Dér følte jeg mig trods alt mindre forkert,” forklarer Elena.

Sidste udvej

To år senere er livet blevet værre for Elena Radef, selvom hun har fundet lidt hjælp i new age. Hun føler sig stadig forkert, og at hun ikke hører til nogen steder, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Elena er 22 år, da hendes mor kommer på plejehjem. Det får hendes verden til at ramle fuldstændig sammen:
”Jeg havde det virkelig sådan: ’jeg skal ikke være her mere, for det giver ingen mening, og det gør bare for ondt’. Min far forsvandt ind i sin egen verden, da min mor blev syg, og jeg så, hvordan hun mere og mere blev til en grøntsag,” fortæller Elena.

Hun går ind i sit soveværelse og lægger sig på knæ, mens hun beder ”Gud, hvis du er virkelig, så vis dig for mig.” I tre timer sidder Elena grædende og råber til Gud.
”Det var min sidste udvej at bede til Gud, for jeg var så desperat. Efter tre timer var jeg virkelig træt, men pludselig så jeg Jesus.
Han sagde ’fra nu af bliver alt godt’, og jeg mærkede Hans fred. Jeg underlagde mig Jesus lige der, og jeg vidste, at jeg aldrig ville være alene. Selvom mange ting var rigtig svære derefter, var et håb alligevel født i mig,” siger Elena Radef.

Jesus og de andre guder

Den stærke oplevelse med Jesus ændrer noget grundlæggende i Elena, men hun kender intet til den kristne tro og har ingen kristne venner, der kan hjælpe hende på vej.
”Jeg fortsatte i new age-miljøet, for jeg vidste jo ikke, at new age ikke var fra Gud. For mig blev det ’Jesus og de andre guder’, og når jeg bad til Jesus, bad jeg for eksempel også til en indisk åndelig kriyayoga guru. Det virkede naturligt for mig, at de hang sammen, for jeg havde jo ikke forståelsen,” fortæller Elena.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det var min sidste udvej at bede til Gud, for jeg var så desperat. Efter tre timer var jeg virkelig træt, men pludselig så jeg Jesus.

Elena finder ud af, at hun har flair for praksisserne inden for new age, og hun prøver alt af, fordi hun gerne vil have freden, hun oplever med Jesus, til at blive. Hun ønsker også at hjælpe andre, som har det dårligt og søger svar. Elena har dyrket mindfulness, satsang, healing, tarotkort, akupunktur, zoneterapi, hypnose og brugt krystaller. Hun har gået til guru, dyrket chakra, været clairvoyant, lavet kundalinirejse, været i ashram og siddet i svedhytte med indianere.
”En indisk guru sagde til mig, at jeg var på så højt niveau, at jeg kunne blive guru, og for mig at se var det tydeligt Satan, der prøvede at få mig i den retning, men det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Men jeg ved nu, at Guds beskyttelse var stærk over mig, for jeg så ofte bagsiden af medaljen, og hvordan menneskers liv blev smadret efterhånden. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at noget bare ikke var rigtigt,” siger Elena.

Kristus alene

Da Elena Radef er hjemme med sin nyfødte datter, bliver der automatisk skruet ned for new age-aktiviteterne, og hun begynder samtidig at komme i en frikirke. Mens Elena går hjemme, fornemmer hun, Jesus begynder at sige, at hun bl.a. skal stoppe med at undervise i yoga samt smide buddha-figurer og alternative bøger ud.
Det bliver efterhånden tydeligere for hende, at det ikke er ”Jesus og de andre guder”.
Elena proklamerer højt, at hun tager imod Jesus, og hun bliver døbt. Som tiden går, lærer hun Jesus bedre og bedre at kende, og en dag for to års tid siden oplever hun meget stærkt, at han siger, hun skal starte en kirke.

”Det havde jeg bestemt ikke lyst til. Jeg kunne bedst lide at sidde på bagerste række i kirken og være sammen med Gud, og det var også en kamp at skulle vise Gud i mig. Men det var så evident for mig, at det var, hvad han ønskede, så jeg startede mit ministry,” siger Elena Radef, der også ønskede en kirke, hvor Helligånden kan få lov at gøre, hvad han vil.
Elenas engelske prædikener bliver lagt på YouTube, så de når ud til flere, og Elena har meget fokus på at tale om den åndelige verden og konstant pege på, at Jesus er den eneste sande Gud.
På den måde ønsker Elena, at åndeligt søgende mennesker kan få klart svar om Jesus i hendes prædikener og blive mødt i deres spørgsmål og oplevelser med den åndelige verden. To ting, hun ikke selv oplevede.
”Jeg er sikker på, at jeg kunne have undgået nogle ting, hvis jeg var stødt på kristne som ung eller havde hørt prædikener om den åndelige verden og Jesus som eneste svar. Men det fantastiske ved Kristus er jo, at jeg har fået visdom og erfaringer fra mine tidligere fejltagelser med new age, og det har givet mig mandat til at tale til mennesker inden for det miljø,” forklarer Elena.


Artiklen fortsætter efter annoncen: