”Mine børn skal have min tro!”

Kristne forældre ønsker, at deres børn tager imod den kristne tro – men måske burde de give dem større frihed?

Af undervisningsforsker Tobias Künkler og teolog Tobias Faix

Kristne forældre vil opdrage deres børn til tro. Det viser et stort anlagt familiestudie blandt 1752 mødre og fædre med forskellig kristen baggrund.

På spørgsmålet om, hvordan de prioriterede seks opstillede mål i deres opdragelse, valgte et klart flertal ”at tage imod den kristne tro” som nummer et. Langt derefter, på anden- og tredjepladsen, kom målene ”at være lykkelig og have et godt liv” og ”at kunne udfolde sine egne interesser og tilbøjeligheder” og til sidst, som de tre sidste mål, ”at være ansvarsbevidst og pligtopfyldende”, ”at engagere sig socialt” og ”at klare sig godt i skolen”.

”Mit største ønske for min søn er, at han vælger en livsvej, der passer til ham – arbejdsmæssigt, følelsesmæssigt og fysisk. Og at den er rodfæstet i Gud,” siger Nadja, som er mor til en søn. For kristne forældre er der ikke noget, der er så vigtigt i deres opdragelse som netop dette mål: at deres børn får et personligt forhold til Jesus. Den største frygt synes for mange kristne forældre at være, at deres børn ikke beslutter sig for at tro.

Kærlighed og frygt

Her viser dilemmaet sig tydeligt ved en såkaldt indførende kristen opdragelse, altså en opdragelse, som i modsætning til en henvisende og resultatåben opdragelse kræver en bestemt grundorientering. Og derfor svinger opdragelsen hele tiden frem og tilbage mellem frihed og frygt.

På den ene side er opdragelsen til tro varm og følelsesladet, og den vil gerne formidle et positivt gudsbillede, som er gennemsyret af hjertevarme billeder som ”en kærlig far”, ”en god hyrde” og ”en hjælpsom ven”. Det mærker man også tydeligt hos Paul, far til to børn. Hans motto lyder: Elsk, elsk, elsk. Han vil gerne, at hans børn lærer, at ”Jesus er det bedste, som kan ske dem, og at det lønner sig at elske i livet.” Ligesom Paul vil det store flertal af forældrene gerne, at deres børn følger deres trosoverbevisning, nemlig at kun den kristne tro fører til frelse.

Forældre har ofte den opfattelse, at de elsker deres børn betingelsesløst. ”Jeg er elsket af Gud, ligegyldigt hvor tåbeligt jeg opfører mig. Det vil jeg gerne give videre til mine børn: Min og vores kærlighed til jer er urokkelig,” siger for eksempel Sabine, mor til tre børn. Og dog er menneskers kærlighed aldrig betingelsesløs. Det ses tydeligst, når forældrenes kærlighed bevidst eller ubevidst knytter sig til at tage imod troen. Netop i spørgsmål om tro vil forældrene deres barn det bedste. Alligevel kan deres optræden frembyde et forventningspres, som er problematisk og utilsigtet.

Tillid og relation

Men hvordan kan forældre formidle deres tro uden at udøve pres? Her er det vigtigt at forstå, at tro ikke er en ting, men en relation. Det er således heller ikke en kostbar genstand, som uden besvær kan overdrages fra generation til generation. Tro er forbundet med tillid til en person og med en beslutning om at ville nærme sig denne person samt på et tidspunkt stole fuldstændigt på vedkommende og knytte sig uforbeholdent til ham eller hende. Men tillid kan ikke påtvinges, for en forudsætning for et tillidsforhold er frihed. Når forældrene præger deres børn på en sund måde ved selv at leve deres tro ud i praksis, kan de føre dem til Jesus.

Som vores undersøgelse har vist, er det far og mor, som har den største indflydelse på deres børn, når det gælder opdragelse til tro. For flertallet af forældre er den fælles bibellæsning, bønnen og de alderssvarende aftenritualer af stor betydning samt det at synge kristne sange og snakke om bestemte tekster fra Bibelen. ”Det er vigtigt for os, at vi velsigner børnene, før de går ud af huset om morgenen,” forklarer Paul. ”Vi forældre velsigner børnene, og børnene velsigner os. Så tænder vi et lys, læser et vers fra Bibelen og beder sammen.” Robert, far til to børn, fortæller: ”Det, børnene godt kan lide, er, at vi snakker sammen om aftenen og beder en bøn til slut. Her nævner vi også, hvis en har følt sig bønhørt.”

Jo ældre og mere selvstændige børnene bliver, desto større bliver indflydelsen fra den menighed, familien tilhører. Andreas, som er far til to piger i teenagealderen, fortæller: ”Der var en periode, hvor børnene ikke følte sig godt tilpas i den menighed, vi kom i dengang, og ikke ville med til gudstjeneste. Derfor fandt vi i fællesskab en ny menighed, som vi alle kan lide at komme i.”
Især for de lidt større børn er det vigtigt, at de får et forbillede for en myndig tro. Hermed menes der en tro, der ikke frygtsomt lukker sig om sig selv, men som er modig, nysgerrig og ærlig. Dette betyder samtidig, at man skal formidle, at troen ikke er uden alternativer, men er en beslutning, forældrene bevidst har truffet på grundlag af bestemte erfaringer. Det drejer sig overordnet om at give slip og stole på, at Gud vil drage børnene til sig – på sin måde og til sin tid.

Hemmelighed og gave

At lære andre religioner at kende er ikke blot nødvendigt og vigtigt for at opdrage børnene til en respektfuld og tolerant omgang med anderledes troende, men også for at hjælpe dem til at træffe myndige beslutninger. Opdragelse sker ikke i et ideologisk neutralt rum, men ledsages af forældrenes stærke prægning. Det hjælper frem for alt yngre børn til at udvikle deres egen identitet. Når børnene bliver ældre, er det vigtigt at snakke med dem om andre verdensanskuelser og religioner, som børnene bliver konfronteret med i skole og fritid. I den forbindelse skal forældrene ikke være bange for, at børnene derved mister interessen for tro. Tværtimod: Når barnet herefter mere bevidst bestemmer sig for at tro på Kristus og afviser andre religioner, bygger det på de bedste forudsætninger for en myndig tro.

Om de vil tro på Jesus Kristus, er op til barnet selv at bestemme, og det sker på forskellig vis i løbet af deres trosudvikling. Eller sagt på en anden måde: Unge kan og skal altid i løbet af deres udvikling finde deres eget præg. De kan gå imod det kendte, acceptere det eller modificere det. I sidste ende er og bliver troen en hemmelighed og en gave, som et menneske ikke selv kan skabe, men som han må åbne sig for.

Artiklen er et uddrag af bogen ”Zwischen Furcht und Freiheit”, af undervisningsforsker Tobias Künkler og teolog Tobias Faix. Bragt med tilladelse af kvindemagasinet Lydia.