Sig altid tak og vær tro mod dig selv

Efter en samtale med Gud under en hospitalsindlæggelse slap Jes Frost ud af alkoholfælde – og undgik en levertransplantation.

Det så sort ud, men også gult, da Jes Frost for 15 år siden var indlagt på hospitalet. Hans lever var ved at stå af, og lægerne talte om en levertransplantation.

– Jeg foldede hænderne og bad: ”Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig?” Så hørte jeg ordene: ”Det er ikke mig, der har forladt dig, men dig, der har forladt mig”.
”Må jeg komme hjem?” spurgte Jes ydmygt i den svære situation. ”Du er her allerede. Din tro har frelst dig”, lød svaret.
Det blev vendepunktet efter et svært sygdomsforløb. Umiddelbart efter bønnen mærkede han varme i kroppen – og blev langsomt, men sikkert rask. Det blev ikke nødvendigt med en levertransplantation.
Da sygdommen opstod, var Jes endelig kommet på antabus efter mange år med alkoholproblemer, og styrket af Guds-oplevelsen vandt han efterfølgende kampen mod alkohol. Bortset fra tilbagefald i den svære periode med sygdom og afvænning har han været helt tørlagt i 11 år.
– Min alkoholisme startede i en periode, hvor jeg var presset og hele tiden beklagede mig over livet. Jeg var den mindste af fem brødre, og jeg følte, at jeg i deres øjne var den svage og ikke blev taget alvorligt, fortæller Jes Frost.

Skilsmisse-rutchebane

Han blev troende, da han som 14-årig blev spejder i Metodistkirken i Esbjerg.
– Min forældre var lige blevet skilt, og jeg følte mig rodløs. Min mor kunne på det tidspunkt ikke håndtere mig – jeg blev vild og var en lille bandit. Men jeg fandt ud af, at i kirken var der glæde, sammenhold og fællesskab.
– Jeg var en del sammen med præsten og hans børn, som var på min alder. Jeg fik ofte te og kage hos dem og blev snart spejderleder. Efterhånden kom jeg til at møde hele metodistflokken.
– Selvom min mor ikke var kirkegænger, havde hun opdraget mig med kristne værdier, men hun var nok begrænset af min far, der var meget dominerende.
– Jeg havde altid gået i privatskole, men efter skilsmissen var der ikke råd, så jeg kom i kommuneskole. Men jeg udeblev fra undervisningen i næsten et halvt år – indtil min mor opdagede det. Så blev jeg sendt til skolepsykolog og kom i familiepleje. Jeg fik nye venner, men her var der ikke noget kirkeliv, fortæller han.

For meget ansvar

I 1981 blev Jes gift med Erna og boede til januar 1989 i Jægerspris. Så flyttede parret til Ans og fik i oktober samme år en søn.
– Jeg havde i forvejen et stort ansvar som indkøbs- og logistikchef og var fuldstændig stresset. Jeg var formand for fem bestyrelser, medlem af Arbejdsmarkedsrådet og domsmand. Jeg brændte mit lys i begge ender, og alt var ved at brænde sammen.
– I 1989 lagde jeg grunden til at blive alkoholiker. Jeg var 31 år og havde samtaler med Gud: ”Her er noget galt, men jeg kan ikke styre det.”
– Jeg kunne kun holde mig oppe med rødvin…først et glas om morgenen – så et glas morgen, formiddag, aften….
Fra 1989 og frem steg alkoholforbruget støt. Det daglige forbrug var på flere flasker.
– Jeg var veltalende og velskrivende, holdt foredrag – ”sjovt nok” bl.a. et om stress og udbrændthed i en større organisation…Gennem tre år steg mit forbrug af alkohol gradvist, siger han.
I 2006 valgte Jes at gå på antabus – til glæde for familie og kolleger. Så blev Jes meget syg – både fysisk og psykisk. Han blev indlagt på et forsorgshjem tre gange i løbet af et år.
– Jeg var så frustreret og utilpas. Mens jeg var indlagt, drak jeg ikke. Til sidst tog jeg endelig fat på en alkohol-afvænning under Aalborg Universitet i samarbejde med Viborg Amt. Jeg var sidst i 40’erne, og det tog seks uger. Det var en psykolog og en efterskolelærer, der kørte det, og det virkede.

Tro på hospital

Jes Frost var på antabus og havde været ædru nogle måneder inden samtalen med Gud på Hepatologisk afdeling på Rigshospitalet.
– Jeg ankom til ”leverafdelingen” med ambulance fra hospitalet i Viborg. Min lever var stået af – helt af.
– Først var jeg blevet hasteindlagt i Viborg af min læge på grund af uudholdelige smerter i leverregionen. Jeg husker ikke meget fra de første dage. Men jeg blev flyttet fra afdeling til afdeling …. ingen vidste, hvad de skulle stille op. Jeg blev pumpet med medicin. Jeg var knaldgul, og de andre på afdelingen kaldte mig ”kineseren”.
– Jeg gjorde mig ikke mange tanker – før jeg vågnede ved, at en dråbe landede på min kind. Dråben var en tåre fra min ældste storebror. Lidt snak blev det til, og specielt de sidste ord brændte sig fast:
”Sig ja”, sagde min bror.
– Der gik nok nogle dage, hvor jeg ikke ænsede ret meget. Hans ord kunne jeg på det tidspunkt ikke rigtig forholde mig til – ”sig ja”…men til hvad? Jeg var i en tilstand, hvor alt bare flød sammen og flød forbi, siger Jes.
Først senere forstod han, at det var Gud, hans bror ville have ham til at sige ja til.

Forladt af Gud?

– Så fik jeg besked på, at jeg næste morgen skulle overføres til Rigshospitalet med ambulance, fortæller Jes.
Det viste sig, at han var blandt den lille del af befolkningen, der ikke kan tåle antabus.
Jes Frost synes ikke, han dengang blev mødt med forståelse for sin tro, da han var indlagt på Rigshospitalet.
– Jeg bad den søde sygeplejerske om at komme til at tale med hospitalspræsten. Ingen reaktion. Min frustration var enorm. Tankerne var et stort mylder indeni.
– Er jeg blevet forladt af Gud? Hvordan forholder jeg mig til transplantation…er det etisk/moralsk set fra et kristent synspunkt? Jeg skal jo på den yderste dag genopstå som et helt menneske! Kan man det med et ”fremmed” organ i kroppen? tænkte jeg.
– Jeg søgte svar, men fik ingen. Så prøvede jeg flere gange at ringe til en præst, jeg kender, men jeg traf ham ikke, siger han.
Derfor bad Jes endnu engang sygeplejersken om hospitalspræsten. Hendes svar var: ”Det der kristne noget, det gemmer vi lige til en anden gang”.
– Av, den sved, den melding. Nu var jeg da forladt – helt og aldeles. Jeg græd, jeg rystede, jeg frøs, jeg ….en hel masse, siger han.
Det var på det tidspunkt, Jes foldede hænderne og bad ”Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig?” Og svaret kom prompte: ”Det er ikke mig, der har forladt dig. Det er dig, der har forladt mig!”
Og da han derfor spurgte: ”Herre, oh Herre – må jeg komme hjem?” – fik han svaret: ”Du er her allerede. Din tro har frelst dig”.
– Varmen bredte sig nu i min krop. Velbehag er det rette ord for, hvad jeg nu følte. Og jeg blev efterfølgende rask igen. Transplantation blev ikke nødvendig. Jeg takker dagligt Herren for, at min lever blev rask igen.
– Jeg har af denne oplevelse draget konklusionen: Stol altid på Herren. Og sæt ikke spørgsmålstegn ved hans gerninger, ord og handlinger.
– Men jeg synes, det er vigtigt, at sygehuspersonale uddannes, bevidstgøres, så det kristne ikke er tabu – og jeg håber, det er blevet bedre i dag.

Slap for operation

– Jeg blev aldrig opereret. Det er det forunderlige. Efter at jeg havde talt med Gud, blev jeg langsomt rask, og det endte med, at jeg holdt helt op med at drikke.
– Efter hospitalsopholdet fortsatte jeg med alkohol-afvænningen, og det lykkedes – bortset fra tilbagefald i den turbulente periode lige bagefter. Derefter har jeg ikke rørt en dråbe i 11 år.
– Jeg lærte at sige fra over for folks forventninger – sige; ”dem kan jeg ikke indfri, for så er jeg ikke tro mod mig selv.” Eller: ”Det går bare ikke…det kan koste mig mit liv”, forklarer han.
Det var en stor gave endelig at kunne det, erkender han i dag.
– Gud har lige siden altid været der. Jeg havde altid talt til Gud, men det var først på hospitalet, at jeg hørte et tydeligt svar. Jeg ved nu, at jeg er i trygge hænder, og jeg blev mere trofast kirkegænger efter den oplevelse, siger han.

Sig altid TAK!

Når Jes går, kører bil eller bus, siger han: TAK! For det var også lidt af et vendepunkt for ham, da han for mange år siden i Metodistkirken fik anbefalet og læste bogen ”Sig altid tak”.
– Det er så vigtigt at sige tak. Både til Gud og til andre mennesker. Og det er også meget vigtigt altid at sige JA til Gud. Da jeg var mest syg, mindede min bror mig om det.