Studie-rejse til Etiopien med åndelig udfordring

Mekane Yesus kirken i Etiopien er en karismatisk, luthersk kirke med mange børn, unge og nyomvendte. Her taler en af kirkens evangelister med danske gæster. Foto: Promissio Youth.

Promissio og Bibellæser-Ringen tilbyder i efteråret en uges rundrejse i det afrikanske land.

”Mødet med kirken og etiopiske kristne vil både udfordre og opmuntre dig åndeligt, og du vil tage ændret hjem til dit kristne fællesskab”.

Sådan lyder det i oplægget fra Promissio og Bibellæser-Ringen, der i efteråret tilbyder en uges studierejse til det østafrikanske land Etiopien.

Stedkendte rejseledere

Studieturen i dagene 27. oktober til 5. november vil blive ledet af to kompetente rejseledere, som begge har et indgående kendskab til Etiopien.
Det er Lotte Birch Carlsen, som er netværkskoordinator i Promissio, men som tidligere bl.a. har været missionær i Etiopien, og Ingolf Henoch Pedersen, der er bibelinspirator i Bibellæser-Ringen, og som tabte sit hjerte til Etiopien ved et besøg i 2005.

Stor kirke med flest unge

På turen vil deltagerne rejse rundt i Etiopien sammen med nogle etiopiske kristne fra en menighed i Addis Ababa, og man vil bl.a. møde Promissios missionærer i landet.
Promissio har et stort engagement i Etiopien og i Mekane Yesus Kirken, der er én af verdens største lutherske menigheder med mere end 8 millioner medlemmer, og er én af de hurtigst voksende kirker i verden. Kirken havde i 2016 en vækst på 6,4 procent. Børn og unge udgør 65 procent af menigheden.

Det stiller kirken over for mange og store udfordringer. De mange børn og unge og nyomvendte skal have oplæring i den kristne tro, og der skal uddannes flere præster, evangelister og ledere og bygges mange nye kirker.
Dertil kommer kirkens store engagement i bl.a. skoleundervisning, sundhedsvæsen og nødhjælps- og udviklingsarbejde.

Netværkskoordinator i Promissio, Lotte Birch Carlsen, har tidligere været missionær i Etiopien og underviser på Børkop Højskole. Hun brænder for at danskere må lære mere af etiopernes stærke bønsliv.
Hurtig tilmelding!

Programmet for studieturen er foreløbigt, men der er foruden mødet med Promissios missionærer bl.a. også planlagt besøg på et center for tidligere prostituerede og på Lincho, der var Promissios første missionsstation i landet.

Der er også besøg på Sister Janne Pedersen Memorial Bible School i Dodola* med bl.a. vidnesbyrd om omvendelse fra islam til kristendommen. Ind imellem besøger deltagerne i små grupper etiopiske hjem til spisning, bibelstudie og bøn.

Arrangørerne garanterer en fredelig studierejse. Der bliver indkvartering i gæstehuse, steder, der ikke er luksuriøse, men har rindende vand, almindelige toiletter og elektricitet det meste af tiden. De skal kører rundt i en lejet bus, som ikke er dansk standard, men som dog fungerer fint.

Studieturen er for alle kristne, men der forventes almindelig god form, og at man kan begå sig på engelsk og har lyst til at kommunikere med de etiopiske kristne, man skal rejse sammen med.

Frist for tilmelding er på torsdag den 29. juni, så man skal være hurtigt ude. Tilmeldingsformular fås hos Lotte Birch Carlsen på mailen lotte@promissio.dk Der er praktiske informationer på Promissios hjemmeside.

*Bibelskolen i Dodola er opkaldt efter den danske missionær, sygeplejerske og jordemoder Janne Pedersen, der er begravet på kirkegården i Dodola. Hun blev myrdet af ukendte gerningsmænd i 1997, mens hun var på vej fra Dodola til sin bopæl og arbejdsplads i et muslimsk område.