”Det’ nemt!”

…er for tiden en ofte hørt vending i SFO’en. Den handler om en lidt sjov-smart attitude: kast et lille håndtegn, send et cool blik og nik med hovedet, når pædagogen beder om fx at hænge jakken pænt i garderoben. ”Det’ nemt”.

Selvom det kan lyde en anelse flabet eller overlegent med sådan et svar på en henvendelse, er det i udgangspunktet ganske uskyldigt, og når timingen sidder i skabet også ret sjovt.

Den ene part i Jesu lignelse om farisæeren og tolderen får det til at lyde nemt at være gudfrygtig – den anden ikke så nemt. Farisæeren ophøjer sig selv og takker ligefrem Gud, fordi han er blevet skabt god og from. Han tilføjer i sin selvophøjelse, at han både giver tiende og faster; nemt! Det tager os ikke længe at gennemskue, at det er farisæeren, som Jesus her vil formane, og tolderen, der er den ydmyge og den, Gud vil ophøje.

Vender alting på hoved

Lignelsen er en del af et længere afsnit i Lukasevangeliet, der handler om Gudsriget. I afsnittene, der følger, læser vi om de små børn og Gudsrigets rigdomme. At forstå Gudsriget er ikke altid bare ”nemt”. For i Guds rige er alting vendt på hovedet, fra det vi kender i denne verden. Den rige skal være fattig, den fattige rig. De første skal være de sidste, de sidste være de første osv.

Gang på gang vender Jesus alt det, vi kender, på hovedet – og så kalder han det Guds rige.

I kirken kalder vi det evangeliet, de gode nyheder og det glade budskab. For Gudsriget er givet til os i nåde og kærlighed fra Gud. Vi har ikke fortjent det. Vi kan ikke vinde det. Vi kan ikke engang forlange det. Men vi kan modtage det. Gud er kærlighed, og Jesus bringer Guds kærlighed til jorden.

Det må være den korteste forklaring, jeg kan give på Gudsriget: at det er Guds kærlighed, bragt til jorden af Jesus Kristus. Derfor bliver den ydmyge – eller den, der ydmyges af andre, ophøjet. Derfor priser Jesus de sørgende, de sagtmodige, de barmhjertige, de rene af hjertet salige i Bjergprædikenens indledning. Ikke fordi de fortjener det, men fordi de er trængende.

Ikke helt nemt alligevel

Man skulle tro, at det at modtage en gave, var det nemmeste i verden. Men hvis ikke engang en farisæer, der kendte til Guds love og løfter, kunne forstå, hvordan man modtager Guds rige som en gave og ikke skal gøre sig fortjent til den, så er det nok ikke helt nemt alligevel.

Det er nemt at fremstå som god i det ydre. Det kræver faktisk ikke alverden at vise sine omgivelser, at man lever et fromt liv. Give tiende, være god mod familien og næsten, gå i kirke osv. Men det, Jesus beder om, er ikke bare det ydre fromme liv, men hele vores liv.

Fra inderst til yderst

Jesus ønsker, at vi skal give hele vores liv til ham med alt, hvad det indebærer. For tolderen indebar det et usselt og uperfekt liv – så skamfuldt, at han ikke engang kunne hæve blikket. Han havde intet at være stolt af. Men han gav det hele til Gud og bad bønnen: Gud, vær mig synder nådig.

Farisæeren havde tilsyneladende gode muligheder for at leve et liv til Guds ære. Han havde opdaget de gode discipliner faste, troskab, ærlighed og giversind, men han misbrugte det. De blev ikke udført for at give Gud ære, men for at ophøje sig selv – måske endda med tanke på, at han kunne frelse sig selv. Men den del kan kun Jesus give.

Frelsen og ophøjelsen tilhører Guds søn, som han giver den troende del i. Og til gengæld – ikke som en pris vi skal betale tilbage, men som et inderligt ønske, beder han om, at vi vil give hele vores liv til ham – også det, vi bestemt ikke er stolte af.

Nemt? Ikke spor, men bestemt værd at arbejde på.

Søndagens tekst: Luk. 18:9 – 14

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Stolthed kontra ydmyghed
9 Derefter fortalte Jesus en historie til nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: 10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. 11 Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‘Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne. 12 Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’ 13 Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‘Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’ 14 Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«