Få medfølelse gennem selvindsigt

Ny bog fra Boedal inviterer på en personlighedsrejse med Enneagrammet for i højere grad at komme til at forstå sig selv og andre, og derved opnå et mere helt Gudsbillede.

Da jeg gik i kast med Ian Morgan Crons og Suzanne Stabiles bog ”Tilbage til dig”, var det med blandede følelser. Årsagen var bogens undertitel ”Lær dig selv at kende med Enneagrammet”. Som en del andre kristne har jeg et vist forbehold overfor enneagrammet, dog uden det store at have det i.

Forfatterne imødegår dette forbehold allerede i indledningen, men man bliver ikke specielt meget klogere af den grund. Bogen holder sig imidlertid indenfor en traditionel kristen ramme i sin brug af enneagrammet.

Ni personlighedstyper

Kort fortalt findes der i følge enneagrammet ni forskellige personlighedstyper. Ethvert menneske er én af disse typer, ikke en kombination af flere forskellige.

Som fx type 2, hjælperen, er man imidlertid del af en triade bestående af type 3, udretteren, og type 4, romantikeren. Med 9 typer er der derfor i alt tre triader, vrede- eller instinkttriaden, følelses- eller hjertetriaden og frygt- eller hovedtriaden. Den enkelte personlighedstype er dermed i slægt med de to andre i triaden. Udover at være en del af en triade, har hver type et stress- og et tryghedspunkt i to andre typer. Disse to typer, er typer, man får træk fra, enten når man er stresset eller i balance, men man er stadig sin egen type.

Endelig har den enkelte type ”vinger”, som er dens sidemakkere i diagrammet, og de kan også ”farve” ens type.

Givende betragtninger og fastlåste typer

Bogen har mange givende betragtninger, men for mig at se bliver enneagrammet let en spændetrøje, fordi man lige meget hvad, fastholdes udelukkende i én personlighedstype, til forskel fra fx i teorien om de fire personlighedstyper, hvor man er en blanding af de fire typer. Overfor dette har ennegrammet et stænk af determinisme.

I begge teorier har de forskellige typer positive og negative træk, og man kan rykke sig til den mere positive del af sin personlighed, men indenfor enneagrammet forbliver man 100 procent sin type, trods påvirkninger fra visse andre typer.

Mon der ikke er en enkelt læser eller to, der vil have svært ved at passe alene i én af de ni typer?

Bogen er opbygget sådan, at der efter et indledende kapitel, hvor principperne for enneagrammet bliver præsenteret, bruges ét kapitel på hvert af de ni personlighedstyper. Alle disse kapitler er opbygget over den samme læst, hvor man bl.a. ser på typernes udslag i barndommen, deres styrker og svagheder på arbejdspladsen og i relationer og veje til udvikling.

Formålet med bogen er ifølge forfatterne, at læseren må opnå større medfølelse med sig selv og sin næste og derigennem også få et mere helt Gudsbillede.

Ian Morgan Cron & Suzanne Stabile: Tilbage til dig
288 sider • 299,95 kr. • Boedal