Stilethæle og kultur

Efter afisning blev flyvingerne grønne, hvorefter vi fra Wien gik i luften med en Airbus 320 fra Austrien Airlines på vej til det forjættede blomstrende land – Israel. Personalet klædt i rødt havde budt op til dans med klassisk wienermusik.

Der var nu ikke meget plads i de smalle gange, og målrettet blev opmærksomheden rettet mod sikkerhedsinstruksen. Mine øjne løb ned over sikkerhedsinstruksen og standsede ved, at sko med stilethæle var forbudt, når der var røg. To runde signaler var aftegnet. Et fly på vandet var tilladt, og brug af sko med stilethæle var forbudt. Når man tænker på, hvilke strabadser der kræves før et fly afslappet flyder på vandet, virkede det lidt mærkeligt i samme runde at markedsføre sko med stilethæle som forbudt.

Et mindretal af passagerne faldt således ind i stilethæle gruppen. De var anderledes, men kunne ved rigtig adfærd godt normaliseres og dermed komme med i den store gruppe.
De rejsende i sko med stilethæle måtte snarest få afklaret, hvornår disse sko skulle afmonteres. Billedet viste røg og en dame, der kravlede under et røgslør på vej mod nødudgangen. I detaljerne fremgik det, at det var strengt forbudt at smide sine sko med stilethæle foran nødudgangen. Kvinden med stilethæle skulle afgøre, hvor skoene skulle smides i rejsen på knæ fra det tildelte flysæde hen mod nødudgangen. Hvis denne detalje blev udført rigtigt, kunne alle til gengæld glæde sig over ikke at få en stilethæl i ryggen på vej ned af den oppustede plastikrampe.

Med høj panik puls, voldsom tumult, nedsat sigtbarhed og koldt vand i sigte, ville denne smerte formentlig ikke blive bemærket, idet krop og sind er i stand til at prioritere det væsentlige fra det uvæsentlige.

Sat på spidsen drejede det sig i så fald om, hvorvidt stilethæle i fuld fart kunne lave huller i en oppustet plastikrampe. Det måtte komme an på tykkelsen og kvaliteten af det anvendte plastik. Med dette risikofokus kunne nitter i bukser, sko- og bæltespænder, hårnåle, hårspænder, smykker, stålkamme, diverse andre sko og støvler også udgøre en risiko, men dette ville være svært at afbillede.

Det var og er altid nemmest at tænke ud fra sin egen kultur, stewardessekulturen er fyldt med høje hæle, derfor tænker jeg, at dette specifikke signal er kommet med i sikkerhedsinstruksen. Måske skulle vi alle øve os i at sætte os ind i andres kultur, hvis jeg var bedre til det, ville denne historie slet ikke være opstået, for der er sikkert gode grunde til dette stilethæle-forbudt-skilt, som jeg blot ikke har fattet endnu.

Min far sagde ofte: Et folks kultur viser sig ved, hvordan et mindretal behandles.

Studierejsen i Israel bliver også en øvelse i dette, for verdens brændpunkt er fyldt med mange kulturer, mange katastrofer, mange religioner, mange krige og meget historie, mange geografiske betragtninger, mange spændinger og ikke mindst mange mindretal. Uanset sikkerhedsinstruks og kultur er vi heldigvis alle mennesker, der er elsket og skabt unikt i Guds billede, også selvom vi ikke helt til fulde forstår dette.