Titus – Paulus’ loyale problemknuser

I Gortyn på det sydlige Kreta står resterne af kirken, der i 500-tallet formentlig blev bygget over Titus’ grav.

Titus var Paulus’ særligt betroede medarbejder og fik til opgave at omvende den genstridige befolkning på Kreta. Hér endte han ifølge traditionen sine dage som biskop og blev senere øens skytshelgen.

Der er noget særligt ved Kreta. Eller ved kreterne. De er grækere med en twist – nok grækere, men har ord for at være mere frihedssøgende, egenrådige og modstandsparate end de andre.

Kretas historie er fuld af eksempler på modstand og genstridighed. En modstandsparathed, som man stadig kan finde blandt kreterne.
Under den nazisternes besættelse af Kreta i årene 1941-1945 kæmpede partisangrupper som løver mod besættelsesmagten, side om side med de allierede tropper, og mange kvinder og børn deltog i kampene.

Nogle kilometer vest for Chania ligger en stor, tysk krigskirkegård med 4.000 tyske soldaters grave og vidner om den blodige modstand, de mødte hos kreterne.

Tilbage i oldtiden havde romerne også særdeles svært ved at få fodfæste på Kreta.

Det tog romerne tre år at indtage Kreta ca. 70 år f.Kr. og gøre øen en del af Romerriget.
Langt senere, i 1645, da det lykkedes osmannerne (tyrkerne) at besætte størstedelen af Kreta, skete det kun trods hård modstand.

Mange flygtede op i bjergene, hvorfra de førte partisankrig mod tyrkerne. Øens hovedby, Iraklion, formåede at holde stand mod den tyrkiske belejring af byen i hele 21 år.

Umoral herskede

Man gør nok klogt i at medregne kreternes særlige modstandsparathed, når man vil forstå, hvilket hyr apostlen Paulus havde med kreterne, da han sammen med sin tro, loyale medarbejder Titus satte fod på Kreta for at gøre kreterne kristne.

Paulus er på Kreta en tid, men rejser videre og efterlader Titus på øen for at videreføre det missionsarbejde, Paulus har sat i gang, og indsætte kirkeledere i byerne.

Fra sin rejse, sandsynligvis fra Makedonien, sender Paulus et brev til Titus og minder ham om den kæmpe opgave, han er blevet betroet. For kreterne er ikke bare modstandsparate og genstridige, men er på Ny Testamentes tid sunket dybt i umoral og dårskab.

Brevet til Titus er mest en vejledning i, hvad der kræves af en kirkeleder og andre kristne for at kunne leve i ”den sunde lære”.
Paulus opremser en række dyder, som de bør indeholder, så som at de skal være én kvindes mand, ikke være genstridige eller på nogen måde kunne beskyldes for at leve et vildt liv, ikke være egenrådige, ikke opfarende, ikke drikfældige osv. – og ordene ligesom stikker lidt ekstra, når man har in mente, hvilken umoral kreterne var kendt for.

Paulus svinger sig da også helt op, da han beskriver, hvad han mener om kreterne.
Han kalder dem for løgnere, dyriske, griske og dovne. Paulus, der er godt hjemme i græsk filosofi, citerer såmænd bare en af Kretas egne, nemlig digteren, filosoffen og profeten Epimenides, der 500-600 år f.Kr. levede på Knossos, som dengang var centrum for den minoiske kultur, og i dag en oldtidsby og et populært turistmål.

Der er næppe tvivl om, at Paulus bruger citatet, fordi han er godt gal i skralden over, hvad han har oplevet på Kreta.
Senere rejser Titus fra Kreta for at mødes med Paulus igen, men traditionen fortæller, at han vender tilbage og tjener som ledende biskop frem til sin død.

Titus er i dag Kretas skytshelgen. Han døde som 95-årig i Gortyn.

Døde som 95-årig

Det kræver selvfølgelig sin mand at stå i spidsen for missionsarbejdet et sådant sted, hvor folk ikke bare er genstridige og modstandsparate, men lever et udsvævende liv.

Når Paulus vælger Titus til opgaven, er det næppe tilfældigt. Titus er Paulus’ spirituelle søn – ”mit ægte barn i vores fælles tro” – en loyal og højt skattet medarbejder, som har fulgt ham i tykt og tyndt på hans lange missionsrejser.

Titus har vist sit værd som administrator, fredsskaber og problemknuser.
Han har så at sige cv’et i orden, da Paulus ifølge kirketraditionen indsætter Titus som biskop i Gortyn på det sydlige Kreta, cirka 45 kilometer syd for øens nuværende hovedby, Iraklion.

Romerne havde gjort Gortyn til øens hovedby, og det var i dette græsk-romerske kraftcenter, Paulus og Titus indledte deres missionsarbejde. I dag er Gortyn et arkæologisk turiststed med rester af bymuren og af amfiteatret, badene, templer og græske skulpturer, men også dén kirke, som kristne i 600-tallet rejste på det sted, hvor Titus skal være blevet begravet.

Ifølge traditionen døde Titus som en meget gammel mand, 95 år, og var frem til sin død Kretas øverste biskop. Han siges at have grundlagt ni bispesæder. I dag er han øens skytshelgen.

Født som hedning

Titus var født græsk og hedning. Han er muligvis født i Antiokia af græske forældre og har sandsynligvis mødt Paulus på hans første missionsrejse. Ifølge traditionen brugte Titus sine tidligste år på græsk filosofi og poesi, men har i mødet med Paulus hørt apostlen forkynde evangeliet om den frelse, der kun kan findes i Jesus Kristus, og ladet sig omvende – og døbe af Paulus.

En anden tradition, der holdes i hævd i den ortodokse kirke, fortæller, at Titus blev født på Kreta, og at han var blandt de kretere, der var i Jerusalem på Pinsedagen, da Helligånden kom over disciplene, som begyndte at tale på fremmede tungemål, heriblandt græsk.

Titus på Apostelmødet

Vi ved reelt ikke, hvor Titus blev født. Det hører alt sammen til en senere tradition, men vi véd, at Paulus havde Titus med sig til Apostelmødet i Jerusalem i år 48-49, som fulgte hans første missionsrejse.

Dette første kirkelige topmøde skulle vise sig helt afgørende for kirkens senere udvikling. Hér gik den fra at være en snæver jødisk gruppering til også at omfatte hedningekristne.

Paulus har Titus med sig. Han er med for at vise Simon Peter, Johannes, Jakob og de andre ledende apostle i Jerusalem, at en omvendt hedning er lige så meget værd som en jødekristen, og at det ikke handler om omskæring og ritualer, men om troen på Kristus.

Titus bliver ikke krævet omskåret, og dermed får Paulus sin vilje – og får apostlenes håndslag på, at han kan rejse ud i verden og forkynde evangeliet for hedningerne.
Titus’ manglende omskæring bliver af Paulus brugt som vidnesbyrd på, at hedninger, der omvendes til kristendommen, ikke behøver at overholde de jødiske forskrifter for at være rigtige kristne.

Også i Korith

Titus rejser herefter i hælene på Paulus som en tro følgesvend, og som sekretær og tolk. Paulus har åbenlyst stor tiltro til sin medarbejder, som han også sender på opgaver på egen hånd. Bl.a. sendes Titus afsted til menigheden i Korinth i Grækenland for at løse nogle alvorlige stridigheder, som er opstået der. Det får han succes med. Han rejser nordpå og møder Paulus i Makedonien, og apostlen er ovenud tilfreds med Titus’ succes og skriver 2. Korinterbrev, som han sender Titus tilbage til Korinth med.

Senere slutter Paulus sig til Titus i Korinth og giver Titus en ny opgave, nemlig at indsamle penge til menigheden i Jerusalem.

Kranium bevaret

Paulus nævner Titus 13 gange i sine breve. Han omtales sidste gang, da Paulus sidder i fangenskab i Rom, og Titus har været hos ham dér, men er rejst videre til Dalmatien (2. Tim. 4,10).

Dén oplysning i 2. Timotheusbrev synes i øvrigt at afkræfte en lidt vidtløftig teori om, at Titus og Timotheus, der var Paulus’ anden nære medarbejder, i virkeligheden skulle have været én og samme person, men at Titus bare var en mere uformel form af navnet Timotheus.

Teorien holder slet ikke vand, når man husker på, at Paulus blankt afviste at omskære Titus (Gal 2,3), men valgte det stik modsatte i forhold til Timotheus, som han omskar (A.G. 16,3).
Hvor Titus rejste hen, efter at han var i Dalmatien, siger Ny Testamente intet om, og vi har kun traditionen at holde os til, når det gælder hans sidste år og død.

Traditionen hævder, som tidligere fortalt, at han endte sine dage som biskop på Kreta, og at han grundlagde ni bispedømmer og selv blev 95 år. Han skal være blevet begravet i Gortyn, hvor kirken til hans ære senere blev opført over hans formodede grav.

Hans relikvie, der nu kun bestod af hans kranium, blev ifølge traditionen sendt i sikkerhed i Markuskirken i Venedig i forbindelse med en arabisk invasion i år 826. Relikviet blev først bragt tilbage til Kreta i 1966. Hér siges hovedskallen, eller hvad der måtte være tilbage af den, at befinde sig i den senere Sankt Titus katedral i Iraklion, hvortil også flere andre kulturskatte fra Gortyn blev flyttet.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page