Børneopdragelse handler om voksenopdragelse

”På bundlinjen betyder det ikke særlig meget, om jeg har prædiket Gud og næsten over for mine egne børn eller eleverne i skolen; men om jeg har levet det.”

Carsten Hjorth Pedersen, som er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut, har netop udgivet endnu en bog om pædagogik med kristent perspektiv. ”Skift Fokus – opdragelse med Gud og næsten i centrum” hedder bogen, som leverer et opgør med den dominerende pædagogiske grundantagelse, nemlig ”at vi skal have barnet i centrum”.

Det er faktisk noget, som flere anerkendte pædagogiske og psykologiske tænkere har slået til lyd for de senere år. Svend Brinkmann, Per Schultz Jørgensen m.fl. nævnes (s.38) som fremtrædende eksempler på sådanne personer, der problematiserer subjektivismen og den usunde søgen efter indre mening som ledetråd.

Samtidig går Carsten Hjorth Pedersen videre end disse personer, idet han vil sætte noget andet over og ved siden af individet og som centrum for vores fokus. Han hævder, at et retvisende pædagogisk kompas for opdrageren, hvad enten det nu er forældre, lærere, klubmedarbejdere eller andre, er Gud som den, der er over mig og næsten ved min side.

Opdragelsens succeskriterier er et liv, der leves til Guds ære, næstens gavn og min glæde. Pointen er, at ligningen kun hænger sammen, hvis alle elementer er med i deres rette forhold til hinanden. Derfor er Gud essentiel i opdragelsen. Det er ham, der giver ethvert menneske sin umistelige værdi, uafhængig af præstationer og samfundsnytteværdi, dermed er det også kun ved hjælp af en Gud, som er over mig, at jeg for alvor kan være forpligtet på at leve til næstens gavn.

Gud har med alting at gøre

Ved således at sætte Gud og næsten i fokus bruger forfatteren kernestoffet i kristendommen og sætter det i spil på et meget jordnært, hverdagsagtigt og konkret felt.
”Har Gud noget som helst at gøre med den hverdag, som opdragere står i?

Ja, for han er Gud. Og sådan én har – hvis han virkelig er Gud – med alting at gøre. En Gud, som intet har med hverdagslivet at gøre, er ikke værd at kalde Gud.” (s.48)”
Det er lige præcis det, der er sagens kerne. Fordi vores børn, hverdagen, tiden, karrieren osv. har så stor betydning for os, som det har, er vi nødt til at lære at navigere efter Guds kompas også på disse jordnære områder, for ellers ender vi med en lille gud, som vi møder i kirkelige reservater.

Sværere er det naturligvis, at man skal forsøge at konkretisere, hvad det betyder i praksis; hvilken forskel gør det, at jeg har Gud og næsten i centrum for min opdragelse? Men forfatteren giver dog en række bud på, hvordan det konkret slår igennem i opdragelsen. ”De moderne afguder” skal afsløres som det, de er, og erstattes af et andet fokus. Det fører for vidt at gå ind i alle disse ”afguder”, men et enkelt citat kan nok give et lille billede af, hvad der ellers kan tage fokus fra Gud og næsten:
”…produktion, forbrug, medier og politik er båret af et ekstremt selvfokus og en grasserende individualisering, hvor underholdning, medier og sport m.m. tilmed ofte får karakter af religionserstatninger” (s.24).

Hvordan man så opdrager med Gud og næsten i centrum, set i det lys, handler i udpræget grad om, hvordan den voksne lever. Hvis den voksne selv primært er konsument – tilbringer den væsentligste del af sin frie tid med at kigge på en skærm, forholde sig til mediernes dagsorden og ride med på selvrealiseringens tidvandsbølge – ja, så er det hos opdrageren, der først og fremmest er brug for et fokusskifte.

Bogen illustrerer på fremragende vis, at verden har brug for, at vi, som kalder os kristne, efterfølgere af Kristus, også lader dette præge vores hverdag, den måde vi lever på.
Derfor er den et kærkomment indslag i den pædagogiske litteratur, ikke fordi den leverer alle svarene, men fordi den minder os om, hvad der virkelig er vigtigt.

Carsten Hjorth Pedersen:
Skift fokus
176 sider • 149,95 kr.
LogosMedia