Danmarks sjoveste mand er kristen

25-årige Melvin Kakooza vandt DM i stand-up med en humor, der hverken er plat eller under bælte-stedet. Gud er hellig for ham, og underholdning skal være noget, der samler mennesker. ikke skiller.

Han er sjov, men ikke grov. Det bliver ikke fra hans mund, at der nogensinde fortælles sjofle vitser eller platte jokes om religion.

Melvin Kakooza er personlig kristen, og Gud er hellig for ham. Han fortæller derimod gerne sjove historier fra sin hverdag og fra sin familiebaggrund.

Han joker om at være dansk med kant. Hans stil er simpelthen bare at være sig selv.

– Vi skal grine med hinanden, ikke ad hinanden. Jeg vil gerne vise, at man både kan være sjov og bevare sine værdier. Jeg har slet ikke lyst til at fortælle sjofle vittigheder, siger Melvin.
– Jeg vil heller ikke fortælle politiske jokes. Jeg holder mig fra det, der skiller. For mig skal underholdning være noget, der samler, siger han.

Dét koncept gik rent ind, da den 25-årige komiker for nyligt vandt DM i stand-up i Glassalen i Tivoli. Finalen blev vist på TV2 Zulu. Syv finalister gik på scenen i Glassalen, og Melvin var den, der havde mindst erfaring af dem alle. På vej mod finalen havde 75 håbefulde komikere dystet i stand-up konkurrencen.

Uden krumme tæer

Med DM-titlen, som Melvin vandt med mere end to tredjedele af publikumsstemmerne, kom han i fint selskab. Kendte komikere som Jonatan Spang, Lars Hjortshøj, Simon Talbot og Linda P. har tidligere vundet titlen.

Stand-up er berygtet for tit at være ret grovkornet og plat. Men Melvin vil underholde, så man også vover at tage sin bedstemor med til showet uden at krumme tæer eller kravle helt ned under plyssædet af ren og skær græmmelse.

Melvin har værdierne med sig hjemmefra. Han er født i Uganda, men er opvokset i en aktiv kristen familie i Fredericia. I dag bor han i Aarhus og læser til lærer på 3. år.

Hans mor, Carolyne Rasmussen, skulle lige tages med på råd, da Melvin for et år siden kastede sig over stand-up, og han beroligede hende. Det ville blive anderledes og positiv stand-up.

Hans mor har været en enorm inspirationskilde. Hun har inspireret Melvin og hans to ældre søstre og to lillebrødre til at bruge deres anderledeshed til noget positivt.

”Lækker flødebolle”

Engang fortalte én Melvin, at han lignede en flødebolle, men mor Carolyne greb den i luften og sagde, at det var da rigtigt nok – og tilføjede ”men en lækker flødebolle”.
Mor Carolyne og hans stedfar, Jan Rasmussen, er i dag korpsledere i Frelsens Hær i Vejle.

– Vi er en aktiv kristen familie, hvor det at hjælpe mennesker altid har været vigtigt. Jeg hjælper stadig til ved julepakkeuddeling og har flere gange holdt juleaften med fremmede, siger Melvin.
Gud og kirke har været omdrejningspunkt helt fra den tidligste barndom. I årene i Fredericia var familien aktiv i Apostolsk Kirke. Melvin kom på Fredericia Gymnasium, hvor han blev valgt til elevrådsformand på den selvsamme dag, som Barack Obama blev præsident i USA.

– Det har altid været vigtigt for mig at være social og aktiv, siger Melvin.

Midt i gymnasietiden flyttede han til Kolding, hvor han startede ungdomsbandet ”Wake Up”.

Senere blev han ”giv-et-år” medarbejder på den kristne efterskole Kildevæld. Det gik så godt, at han blev der i tre år.

Da han flyttede til Aarhus, begyndte han at komme i Citykirken og har der været lovsangsleder og spillet trommer i lovsangsbandet.

Debut sidste år

Melvin har været det underholdende midtpunkt siden de tidligste skoleår på Skjoldborgvejens Skole i Fredericia.

Hér sagde en lærer engang til ham: ”Melvin, du bliver nok ikke astronaut, men du bliver helt sikkert entertainer”.
Så sandt som sagt.

Han har igennem årene underholdt i forskellige sammenhænge, bl.a. på Apostolsk Kirkes SommerCamps i Kolding. Hér gav hans gode ven, foredragsholderen og stand-up komikeren Oluf Christensen, der selv har flere års erfaring fra de skrå brædder, i øvrigt Melvin et kærligt puf hen imod stand-up og sagde, at han skulle give det ”et skud”.

Dét med stand-up er forholdsvis nyt. Han debuterede 4. oktober sidste år ved et ”Open mic”-arrangement på spillestedet V58 i Aarhus. Tre uger senere var han opvarmning for komikeren Tobias Dybvad, der opfordrede Melvin til at gøre mere ved stand-up.

Siden har han bl.a. optrådt på Comedy Zoo og foran 2000 publikummer på Skanderborg Festivalen i år. Sidste år deltog han i programmet ”Menneskejagt” på DR3 sammen med sin lillebror Mark.

– Der var én, der spurgte, om jeg havde tilmeldt mig DM. Jeg vidste slet ikke, at der findes et DM i stand-up. Og jeg havde slet ikke regnet med at vinde, og bare at nå semifinalen ville have været en kæmpe sejr for mig, siger Melvin.

Med DM-titlen har nye døre i comedybranchen åbnet sig. Præcist hvad fremtiden bringer, ved Melvin ikke, og derfor er han også fast besluttet på at gøre sin læreruddannelse færdig.

– Det er vigtigt for mig at gøre den færdig. Jeg elsker at undervise, siger Melvin.

Til november skal han rundt med Comedy Zoo on Tour, men næste år kommer der til at ske mere, forventer han.