Min kone ”orker” ikke at deltage i noget socialt
Kære Suh.
Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig til nogle ting i mit ægteskab. På mange områder har min kone og jeg det rigtig godt sammen, men på nogle punkter er vi meget forskellige.
Fx er jeg meget udadvendt, sportslig og kirkeligt aktiv og har mange gode venner i den forbindelse. Min kone derimod kan bedst lide at være hjemme, helst bare med familien omkring sig, sidde i sofaen og læse en bog. Til hverdag går det fint nok, vi har et godt samarbejde omkring de praktiske ting, men i weekenderne og i ferierne er det virkelig udfordrende.
Der er mange ting, jeg afstår fra, fordi min kone ikke har lyst til, at vi deltager, eller ikke orker at have huset fuld af gæster. Det prøver jeg selvfølgelig at respektere, men jeg kan mærke, at det samtidig gør mig sur og indebrændt.
Jeg synes, vi er kørt fast i det her mønster, for det handler jo om forskellige behov, og det er som om, at hendes behov for at sige nej på en eller anden måde altid trumfer mit behov for at sige ja?
Har du et forslag til, hvordan vi kan løse det her?
Hilsen Den frustrerede mand
Kære Frustrerede Mand
At du og din kone er forskellige på nogle punkter, er en gave til jer, også selvom du lige nu synes, det er meget frustrerende.
For et ægteskab er allerstærkest, når mand og kone kan supplere hinanden. Det kan man ikke, hvis man er ens. Men det giver naturligvis nogle udfordringer, når I har ønsker, der trækker i hver sin retning.
Først og fremmest bliver I begge nødt til at forstå, at ingen af jer har patent på at leve ”på den rigtige måde”. At være udadvendt og socialt aktivt er bestemt en styrke og psykisk sundt, men omvendt er det også nødvendigt, at man er i stand til at kunne være alene med sig selv, at man kan være stille, og at man kan finde ud af at prioritere den nære familie – give den tid og opmærksomhed.
Jeg er enig med dig i, at konflikter i ægteskaber nogle gange kan komme til at virke som en dyst i, hvis behov, der vejer tungest. Når man derud, så er hele pointen med ægteskabet misset. Det gode udgangspunkt er nemlig en gensidig opmærksomhed på: Hvad kan jeg gøre for at gøre dig glad? Hvordan kan jeg bidrage til din lykke? I jeres tilfælde lyder det som om, at eftergivenheden er blevet for ensidig, og at det kun er dig, der føjer din kones behov? Det gør dig naturligvis tiltagende vred.
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at I til hverdag fungerer godt sammen som et team, så normalt er I tilsyneladende gode til at indgå kompromisser. Prøv at anlægge den samme strategi i forhold til jeres weekend- og ferieudfordringer: Som et logistisk problem, der skal løses via en fornuftsbaseret tilgang, fx at I simpelthen deler weekenderne imellem jer, så I begge får lov til på skift at præge dem i hver sin retning (det behøver ikke at være 50/50 – find jeres egen balance).
Det kræver naturligvis, at I elsker hinanden så meget, at I er villige til at give afkald på noget, nemlig det I ”mest har lyst til”. I må aftale indbyrdes, hvor meget jeres råderet over en bestemt weekend omfatter, om det fx betyder, at den anden skal deltage, eller om det er OK, at den anden finder på noget andet imens (jeg vil anbefale jer at starte med det sidste).
Din kone kan fx besøge en veninde, mens du har huset fuld af mandehørm (og du rydder selvfølgelig pænt op efter dig, ikke?), mens du måske kan sørge for at komme af sted til flere arrangementer, uden at din kone nødvendigvis behøver at deltage i dem alle.
Ved på denne måde at lade fornuften snarere end følelserne styre jeres beslutninger, så vil I med tiden få en meget bedre balance imellem jer – og du vil slippe for at gå og ophobe indespærret frustration.
Hilsen Suh
