12 migrantmenigheder til ’Regnbuekonference’

Et kor fra Presbyterian Church of Cameroun i Denmark, der i tre år har holdt ugentlige gudstjenester i Opstandelseskirken i Albertslund.

Flere biskopper mødte migrantmenighederne i Københavns Domkirke.

– En gudstjeneste i folkekirken kan godt være lidt kold for en afrikaner.

Det var en af udtalelserne, da godt 80 præster og ledere fra 12 migrantmenigheder i Københavns, Roskilde og Helsingør stifter mødtes på den årlige regnbuekonference i Københavns Domkirke tirsdag aften. Også flere biskopper og den katolske kirkes generalvikar deltog.

Global inspiration

Biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift understregede, at den kirkelige mangfoldighed, som migrantmenighederne repræsenterer, er en stor berigelse for folkekirken.
”Kristendommen forener på tværs af sprog, kulturer og verdensdele. I giver os et globalt perspektiv. Tak for det,” sagde biskoppen blandt andet i sin tale.

Deltagerne repræsenterede menigheder med rødder i Vietnam, Kina, Myanmar, Filippinerne, Eritrea, Burundi, Rwanda, Ghana, Cameroun, Serbien, Rumænien og Sverige.

Konferencen var arrangeret af Det mellemkirkelige Stiftsudvalg i Københavns Stift i samarbejde med Tværkulturelt Center.

Fader Aleksandar fra Saint George´s Serbisk-Ortodokse Menighed, der har købt Bavnehøj Kirke, en tidligere dansk sognekirke. Menigheden fejrede i år sit 40 års jubilæum i Danmark.

Det sagde de:
”Vi ser vores kirke som et tilflugtssted for au pair piger, der er langt væk hjemmefra. Her kan de komme og få hjælp, omsorg og opmuntring.”
(Filippinsk menighedsleder.)

”For afrikanere kan en gudstjeneste i folkekirken godt være lidt kold. Derfor har vi brug for at samles og holde kirke på vores traditionelle måde.”
(Vestafrikansk kirkeleder.)

”Vores motto her i Danmark er, at vi alle er ét i Kristus.”
(Burmesisk menighedsleder.)