Ægte rap

Af Karsten Jørgensen

”Hvis du vil ha’ kærlighed. Må du være klar til at tage smerten med,” soft-rapper NF på amerikansk på sit nye album og lykkes igen med at få det almenmenneskelige til at betyde noget. Fordi han er ærlig nok.

”Perception” er titlen på rapperens tredje album på tre år. Og han har hverken sparet på sig selv eller på pennen. 16 nye numre udkom den 6. oktober. Et af dem, ”Outcast”, fik næsten en million visninger på fire dage.
Jeg var så klar. Allerede fra det første album har jeg været fan af den her unge, sårbare og på nogle områder ødelagte fyr, som kæmper med sine dæmoner. Nogle gange næsten helt bogstaveligt.
Han er selv meget optaget af at betegne sig som en rapper, der er kristen. Fremfor en kristen rapper. Hans tro fylder da også mindre på dette album end de tidligere. Men det står stadig lysende klart, at han lever et andet liv end sine kolleger i branchen.
Mine forventninger var så høje, at jeg næsten blev skuffet. For nogle af NFs sange tager lidt tid at lytte sig ind på. Allerede nu kan jeg mærke, at også de sange, som ikke umiddelbart tiltrak mig, kommer til at vokse på mig.
Der er flere verdensklasse pop-rap numre på albummet. ”Let you down,” er et af dem. Og tag ikke fejl. NF synger mindst lige så godt, som han rapper.
Det er lidt specielt, at jeg er fan af ham. For jeg kan ikke rigtig lide rap. Men jeg kan ikke ignorere den intensitet og ægthed, som han producerer musik med. Ikke mindst fordi han også er virkelig dygtig med sine ord.
Med ”Perception” taler NF til mennesker med smerte i livet. Han opfordrer dem til at forholde sig til det. Uanset om de lever i smerte på kanten af samfundet, som han gjorde for ti år siden. Eller om de – som ham – er ved at arbejde sig igennem den.

Genremæssigt er det ”tilgængelig” rap. Du skal være åben for stilen. Men hvis du er det, tror jeg, at NF kan give dig en god og betydningsfuld rap-oplevelse.