KD stod bag kirkerum på supersygehus i Aalborg

 

Peter Øhrstrøm er en af KD-kandidaterne til Regionsrådet ved valget i november.

Selv om Kristendemokraterne ikke sad i Regionsrådet for Nordjylland, så var det lille parti medvirkende til, at der blev indrettet et kirkerum på det nye supersygehus i Aalborg.

Det fortæller Peter Øhrstrøm, som er en af KD-kandidaterne.
– Vi opdagede tidligt i 2016, at alle partier i regionsrådet havde nikket ja til en byggeplan for supersygehuset – uden et kirkerum, men alene med et religionsneutralt refleksionsrum, fortæller Peter Øhrstrøm.
– Vi kontaktede derfor de konservative, som KD er i valgforbund med i regionen, og som før har rejst nogle af KDs sager efter ønske fra os.
De konservatives leder i regionen, Per Larsen, gik hurtigt med på, at byggeplanen skulle tilrettes, så Folkekirken fik et egentligt kirkerum i sygehuset (opført for kirkens midler). Vi kontaktede også stiftet om det.
Vi har i KD fulgt denne proces meget nøje via kontakten til Per Larsen, som glædeligvis har haft held til at overbevise et flertal i regionsrådet om ideen. Fx har Socialdemokratiet heldigvis skiftet holdning i sagen, noterer Peter Øhrstrøm sig.

Overses af andre

– Sagen var næppe blevet rejst, hvis ikke Kristendemokraterne havde gjort det.
Vi har valgt ikke at skrive om vores rolle i sagen under processen, idet vi frygtede, at det ville kunne skade sagen.
Men nu er resultatet i hus, og vi har valgt at være åbne om forløbet her op til regionsvalget.
– Vor pointe er, at der er sager, som kun bliver rejst, hvis KD gør det.
Der kan meget vel være sager af samme type, som vi ikke kender til, fordi vi i de to seneste perioder ikke har været i regionsrådet. Derfor vil vi gerne nu tilbage i rådet, siger Øhrstrøm.
Valget til de fem regionsråd holdes samme dag som valget til byrådene den 21. november.