Las Vegas’ skilte opfordrer til bøn og Trump taler om Gud

Efter det frygtelige skyderi i Las Vegas sidste søndag har mange kristne opfordret til bøn. Men også neonskiltene, der normalt lokker med tilbud fra byens kasinoer, opfordrer nu folk til at bede for Las Vegas – og donere blod til ofrene, fortæller den danske korrespondent Jesper Steinmetz.

En fredelig udendørskoncert endte i et frygteligt blodbad søndag aften. Nu opfordrer både præsidenten og lysskiltene i Las Vegas til bøn for ofrene.

Det værste masseskyderi i nyere amerikansk historie har kostet 59 livet og såret 527. Ofrene deltog i musikfestivalen Route 91 Harvest Festival i Las Vegas, da de blev beskudt fra et hotel i nærheden.

Som sædvanlig var Donald Trumps første reaktion en post på Twitter:
– Mine dybeste kondolencer og medfølelse til ofrene og deres familier i det forfærdelige skyderi i Las Vegas. Gud velsigne jer, skrev præsidenten.

I løbet af mandagen blev Donald Trumps officielle tale ventet med stor spænding, ikke mindst fordi han er kendt som fortaler for amerikanernes ret til at bære våben. Men Trump kom ikke med politiske udtalelser. Derimod talte han meget om Gud, der er nær hos dem, hvis hjerte er knust. Han sagde flere gange, at han beder for dem, der er berørt af tragedien.

– Vi beder for jer, og vi er her for jer. Vi beder Gud om at hjælpe jer gennem denne mørke periode, lovede præsidenten.

Motivet ukendt

Politiet har identificeret gerningsmanden, den 64-årige Stephen Craig Paddock. Der er tale om en ganske almindelig amerikaner med hang til skydevåben. Han var velhavende, havde ikke tidligere været i konflikt med loven og var ikke radikaliseret, selv om Islamisk Stat tog ansvar for skyderiet.

Gerningsmanden skød på folk fra to hotelvinduer. Han nåede også at skyde sig selv, før værelset blev stormet af politiet. De fandt ikke færre end 23 våben på hotelværelset, men er stadig på bar bund mht. mandens motiv.

Det samme er gerningsmandens bror, Eric Paddock, som fortalte journalisterne om det store chok, familien fik, da de hørte om broderens udåd.

Eric Paddock beskriver sin bror som en helt almindelig, lidt genert mand, der elskede burritos. Den sidste kontakt mellem brødrene havde været kort efter orkanen Irma, hvor Stephen havde bedt Eric besøge deres mor i Florida for at sikre sig, at hun var okay.

Ren ondskab

I sin tale mandag kom Trump ind på det manglende motiv.
– Det var en helt igennem ond handling, sagde Trump. Han roste politi og beredskab, som hurtigt havde fundet gerningsmanden.

Også USA’s tidligere præsident, Barack Obama, Paven, Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister Anders Samuelsen, USA’s vicepræsident Mike Pence og Storbritanniens premierminister, Theresa May, er blandt de mange, som har sendt kondolencer til ofrene i Las Vegas og deres pårørende.

Nævner Gud syv gange

Mens paven, Barack Obama og Mike Pence i deres hilsener lover forbøn for ofrene, siger de europæiske politikere ikke noget om bøn i deres hilsener.

Tidligere præsident Bill Clinton nævner ikke forbøn i sin hilsen. Hans hustru, Hillary Clinton, der var Trumps modkandidat til præsidentposten, tweeter heller ikke om bøn eller Gud. Derimod kommer hun ind på den politiske debat om skydevåben, hvor nogle vil gøre det lettere at anvende lyddæmpere på amerikanske våben.

Til gengæld talte Donald Trump mere om Gud end nogensinde før. Hele syv gange nævnede han Gud i sin tale mandag efter skyderiet.

– Skriften lærer os, at ”Herren er hos dem, der føler sig knust, han hjælper dem, der er dybt deprimerede.’ Vi søger trøst i disse ord, for vi ved, at Gud lever i hjerterne hos dem, som sørger.

Til de sårede, som nu er ved at komme sig på hospitalerne: Vi beder for fuld og hurtig bedring for jer og lover jer vores støtte fremover, sagde Donald Trump.