– Det er nok bare at være

Sygeplejerske og frikirkepræst Marianne Riis fortæller om, hvad et sygdomsforløb lærte hende om livets storme.

– I sommer var jeg med familien på ferie i Østrig. Sidste sommer var jeg på hospitalet på grund af cancer. Så havde jeg brugt et år på genoptræning og på at blive fit for fight til en gang river rafting.

– Vi fik tyve minutters instruktion inden afgang. Jeg lyttede, men der var en hel skoleklasse, der også skulle ud, og jeg ville sikre mig, at de ikke tog vore pladser. Der var plads til otte i gummibåden. Vi var fire. Jeg var klar til at kæmpe for vore pladser. Ja, jeg ville sågar trække cancerkortet, hvis det var nødvendigt, siger Marianne Riis og smiler.

Hun er sygeplejerske – og frikirkepræst i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro. Jesus har stor betydning for hendes tilgang til og opfattelse af det sygdomsforløb, hun har været igennem – og stadig bearbejdede, da hun var på river rafting

– Så sad vi i båden, og der kom bølger. Vi sad forrest. Det gjorde turen mere spændende. Vi lyttede til guiden. På et tidspunkt grinede jeg lidt, for nogle gange glemte jeg at få padlen ned i vandet.
– Jeg dukkede mig også, når der kom en bølge, så det var nok ikke på grund af min indsats, at vi kom frem. Vi blev helt dækket til af bølger, og pludselig var mit hoved under vand. Jeg var faldet ud af båden. Jeg havde redningsvest på, men lå i vand til halsen. Jeg fik fat i båden, men kunne ikke komme op igen. Man skal hives op.

– Jeg sagde ynkeligt til min datter ”Hjælp mig, hjælp mig”, hvortil hun svarede: ”Vi skal lige redde padlen først”…

Marianne Riis smiler igen og fortsætter:
– Alle røg på et tidspunkt ud af båden. Enten ved et uheld eller med guidens hjælp… ”men jeg skal ikke ud af den båd igen!” tænkte jeg. Og jeg lod som om, jeg roede, men jeg ville bare ikke ud af båden igen. Jeg tænkte også – trøstede mig med: ”Det er dårligt for business, hvis han mister kunder, så hvor farligt kan det være?”

– Lukas 8, 22-25 som foregår på vand, fik ny betydning for mig på den tur. Der er rigtig livsfare i båden med den sovende Jesus på Genesaret Sø på grund af stormen. ”Mester, mester, vi drukner!” siger disciplene. De forventer, at han kan gøre noget. Da rejste han sig og befalede stormen at lægge sig. Der var et klart før og efter. Alle deres sanser bekræftede det. ”Hvor er jeres tro?” spurgte Jesus dem. De vidste, at han kunne gøre en forskel, men han ønskede endnu større tillid, for han havde jo sagt ”Lad os tage over på den anden side”. Og hvis han siger, at de tager over på den anden side, så sker det, understreger Marianne Riis.

En hård tid

At have været igennem et livstruende sygdomsforløb har lært hende, hvad der er det vigtigste i tilværelsen:

– Vi – mennesker er også i en lille båd på et stort hav, og livets storme kommer ind i vores liv. Jeg tænkte på, hvor hårdt mit liv havde været i en periode. Genoptræningen gik ikke så let, som jeg havde håbet. Nogle gange tænkte jeg: ”Skal jeg bare give op?”

– Men jeg stod tilbage med en sandhed: Jeg er i båden! Det kan godt være, at jeg ser våd og ynkelig ud og ligger og krøller mig sammen i bunden af båden. Men jeg er i den, for Jesus har inviteret mig ombord. Når jeg er svag og (føler at jeg) ikke dur, så skifter han mig ikke ud med en anden og bedre. Jeg er i båden med Jesus. Måske er jeg ikke en helt, men jeg bor i båden.

– Jeg er i båden, som jeg er!

– Så da jeg lå i min seng om aftenen og bad til Jesus, tænkte jeg: ”Jeg er så ligeglad med, om det stormer, eller du sover, Jesus – og hvor jeg skal hen. Jeg er i båden! Det er det eneste, der betyder noget”.

– Hvorfor er det så stærkt at være i en båd med Jesus?… Vi har det med at føle, at vi skal gøre os fortjent til ting. Men med Jesus skal jeg ikke argumentere for min plads i båden. Den er ikke afhængig af, hvor god jeg er til at padle. Han vil bare være sammen med mig.

– Hvis mennesker misforstår eller svigter, så ved jeg, at Jesus er trofast og forstår mig fuldt ud. Han dømmer ingen ude, så jeg ved, at jeg altid har en plads hos Jesus.

– Når jeg er lagt ned, og livet gør mest ondt, så forstår og accepterer Jesus mig – og måske endda min råben?

Et sår, der ikke ville hele

Marianne Riis var i sygdomsperioden indlagt i to en halv måned og var i narkose hver fredag pga et sår, som ikke ville hele.

– Jeg kunne ikke være alene på hospitalet undtagen på badeværelset. Så jeg gik derud og skruede op for vandet, så jeg kunne råbe: ”Ser du mig nu, Jesus? Hvor er du? Det gør så ondt!”…selvom jeg følte, at han snorksov.

– Jeg forstod intet. Himlen var tavs. Men ikke et sekund strejfede tanken mig, at jeg skulle ud af båden. Kun i båden med Jesus kunne jeg overleve. Måneder efter helede Jesus mit hjerte og lod mig forstå, hvor han var i det her.

– Jeg kan dele alt med Jesus. Jeg har en partner, hvor jeg kan sige: Du elsker vedholdende og kender mig bedre end jeg kender mig selv. Og Jesus tilgiver, når jeg gør forkert. Måske er der konsekvenser, men han tilgiver mig, siger hun.

Du og jeg, Jesus

Marianne Riis har det med Jesus, som Emil fra Lønneberg har det med Alfred:

– ”Du og jeg, Alfred”, siger Emil, og vennen svarer: ”Ja, du og jeg, Emil”… Du og jeg, Jesus…. Ja, du og jeg, Marianne.

– Jeg ved, at det er ham, der får det hele til at ske. Men han elsker mig. At være tæt på ham er det eneste, der betyder noget i denne verden. Vi er nødt til at bede ham hjælpe os med at forstå det. Den destination han bringer os til, betyder næsten ingenting. Vi har brug for at vokse i tro.

– Jeg har både prøvet at være stærk og at leve med livet truet på grund af sygdom. Min konklusion er: Uanset hvad kan jeg kun klare det, hvis jeg får lov til at sidde i båden med Jesus.

– Jeg beder om, at han beholder os alle i båden uanset hvad. At han hjælper os til større tro. Jesus ønsker også dig i båden. Når du er i en båd med ham, så kan du på grund af hans kærlighed til os ikke drukne.

– Den eneste billet, der kræves, er, at du siger ja. Tænk at skaberen vil have os ombord. Og han har betalt, da han døde på korset for os.