Blå Kors mangler midler til julehjælp

Hvert år i december uddeler Blå Kors julehjælp til fattige og udsatte familier i Danmark. Men allerede nu kan organisationen se, at der er alt for få midler til at dække behovet.

Blå Kors holder også juleaften på mange væresteder for hjemløse og andre, der mangler nogen at holde jul med.

Antallet af mennesker, der søger julehjælp hos Blå Kors, er steget hvert år, siden Blå Kors begyndte at uddele julehjælp. Og i år forventes antallet af ansøgere at stige yderligere.
”Det er trist, at der er så mange i vores velfærdssamfund, som har så små kår, at de ser sig nødsaget til at søge hjælp for at kunne give deres børn en juleaften, der minder om andre børns jul,” siger Christian Bjerre, der er general-sekretær i Blå Kors Danmark.

Mange får et nej
For få år siden kunne Blå Kors give hjælp til stort set alle, der søgte. Men antallet af ansøgninger vokser i disse år hurtigere end midlerne. Derfor må organisationen lave en endnu skarpere prioritering, hvor flere får afslag.
”Det er frustrerende, at vi må sige nej til mange, som søger hjælp. Det er ikke mennesker, der bare ”nasser” sig til en nem udvej. Det er mennesker, der er havnet i ulykkelige situationer, og som ikke har det økonomiske råderum, der skal til,” siger Christian Bjerre.
Blå Kors Danmarks julehjælp består af et gavekort til Dansk Supermarked på 400 kroner og et gavekort til Blå Kors Genbrug på 200 kroner.
Hvis man vil donere penge til julehjælpen, kan man gøre det via Blå Kors Danmarks hjemmeside eller sende en sms til 1940 med teksten ”BKD JUL”, så støtter man julehjælpen med 100 kr.