IS truer Vatikanet med ’juleangreb’
Islamisk Stat har i en propaganda-video truet med et ”Juleblods-angreb” mod Vatikanet.
I videoen ses en maskeret bevæbnet person køre mod Vatikanet med en rygsæk, der må formodes at indeholde en bombe.Videoen har teksten ”Juleblod. Bare vent…”
Ifølge Fox News har IS mange gange angrebet netop ved juletid. Det skete fx i 2015 i San Bernadino i Californien, hvor 14 mennesker blev dræbt. IS har også taget skylden for angrebet mod St. Marks Cathedral i Kairo i december 2016, hvor 28 kristne blev dræbt.
Terrorgruppen prøver at markere sig på nye måder, fx med isolerede angreb i Vesten, i takt med at ”kalifatet” taber terræn i Mellemøsten. For IS er Vatikanet et centralt mål, der repræsenterer både kristendommen og Vesten. I Vatikanet og andre steder er der øget fokus på sikkerheden op til jul.