Er jeg kynisk fordi jeg ikke deler alt på Facebook?
Hej Suh.
Der er tit nogle, som slår efterlysninger eller fundne ting op på Facebook i mit news feed, men jeg er altså en af dem, der aldrig deler det.
Jeg kan være lidt bekymret for, om jeg er gået hen og blevet sådan en kynisk person, der ikke gider gøre noget ekstra for andre, og hvis nu det var mig selv, der var i knibe – ville jeg så ikke ønske, at andre delte det på deres Facebook-side?
Jeg synes dog ikke selv, at jeg er et egoistisk eller kynisk menneske, og det skal lige siges, at jeg heller aldrig deler almindelige ”dele-opslag” på Facebook, det gider jeg simpelthen ikke. Kan man sige noget om mig ud fra det?
Hilsen FB-bruger
Kære FB-bruger
Det ville være lidt voldsomt at definere dig eller din personlighed som ”kynisk” – eller i det hele taget at definere dig – ud fra så sparsomme oplysninger.
Til det ville jeg skulle kende dig væsentlig bedre. Men der kan være mange forskellige grunde til, at du ikke ønsker at dele andres efterlysninger og oplysninger på Facebook. Nogle er fx kun på FB for at holde sig orienteret om de mest nødvendige ting i forhold til deres venner, eller fordi visse oplysninger i forhold til egne eller børnenes fritidsaktiviter kun findes her.
De har derfor intet ønske, snarere en aversion mod selv at skulle være aktiv på siden. At slå noget op eller dele noget, også selvom det er en efterlysning af en savnet person eller en mistet ting, vil for dem være det samme som at være ”aktiv” Facebook-bruger. Det kan være, du hører til den gruppe?
Eller måske er du blot en person, der ønsker at værne mest muligt om dit privatliv, og derfor ikke ønsker at offentliggøre noget, der har med dine private tanker eller meninger at gøre? At dele en efterlysning kan strengt taget opfattes som ”privat”, fordi det fortæller noget om, hvad du engagerer dig i – hvad du synes er vigtigt.
Det kan også være, fordi du – som mange andre – efterhånden er skeptisk omkring, hvad der generelt bliver slået op på Facebook, og fx tænker, at det kan være fake og noget, der kan bruges imod dig (hacke din profil) eller noget lignende.
Eller måske det handler om, at du i sidste ende tænker, at det ikke betyder hverken til eller fra, at du deler det billede/den efterlysning? Mulighederne er mange, og der er sikkert flere end dem, jeg har nævnt her.
Så hvis du virkelig vil til bunds i det her, så tænk over, hvad det egentlig handler om for dit vedkommende, hvad afholder dig fra at gøre det? Hvad er det værste, der ville kunne ske? Hvad frygter du?
Når du finder ud af det, så kan du meget bedre forholde dig til det og tage stilling til, om du synes, det vidner om en kynisme, som du tilsyneladende tager afstand fra. Og husk, at selvom Facebook er et meget dominerende medie, så bør det stadig være helt frivilligt, hvordan du ønsker at bruge det – om du ønsker at være meget synlig eller aktiv på det eller ej.
Hilsen Suh