Klip ikke løvens klør!
”Hvem ER Jesus?” Det er måske universets vigtigste og mest interessante spørgsmål. For at finde ud af det, må vi hele tiden gå tilbage til, hvad Jesus sagde om sig selv, og hvad han selv gjorde.
Jesus sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” (Joh 14:6). Han mente, at han havde autoritet til at tilgive menneskers synder på Guds vegne (Mark 2:18-22), og vi læser, at han engang gik rundt og helbredte mennesker, gik på vandet og stod op af graven.
Jeg tror, at vi til alle tider kan få en vrangforestilling om, hvem Jesus egentlig er. Den forestilling af Jesus, som jeg er bange for er mest fremherskende, er ideen om Jesus som den blide, chill, klap-på-skulderen-livscoach, som lige motiverer os til at elske hinanden lidt mere.
I min bibel, læser jeg om en Jesus, der mødte den udstødte og forhadte landsforræder, som ingen ville have noget at gøre med, nemlig tolderen Levi. Det, Jesus siger til Levi, er ikke: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig, nu skal du tage dig sammen!” Nej, Jesus befalede: ”Følg mig!”.
Jeg læser om en Jesus, der blev klandret for at spise og drikke sammen med syndere, og jeg kan lige forestille mig, hvordan Jesus ville spise sammen med dem, som jeg har så svært ved ikke at se ned på, og det giver mig helt dårlig samvittighed.
Jeg læser om en Jesus, der smed en hel masse butiksejere, som måske endda var helt ærlige forretningsfolk, ud af templet i raseri og vrede.
Jeg læser om en Jesus, der virkelig ikke viste særlig meget respekt for de selvretfærdige ældste og klogeste i samfundet. Og ultimativt læser jeg om en Jesus, der ofrede alt, hvad han havde, led og døde på et kors, fordi han elsker os. Og jeg tænker ved mig selv, at der godt nok ikke skal særlig meget selvopofrelse til, før jeg klager over min egen elendighed.
Når jeg så sidder og læser alt det her om Jesus, er jeg bange for, at min opfattelse af Jesus nogle gange er helt ved siden af.
Som forfatteren Dorothy Sayers skrev det, har vi ”klippet kløerne af løven” og dermed gjort Jesus ufarlig og let fordøjelig.
Derfor vil jeg selv – og det vil jeg også opfordre alle andre til – bruge tid på Bibelen, og lade mig udfordre af det, der egentlig står. For selv om Jesus bliver ”farlig” og provokerende, er han stadig så meget mere, end vi aner.
Han har verdens mest fantastiske budskab til os om tilgivelse og en virkelig relation til Gud. Og så har han verdens mest radikalt kærlige budskab til os om at elske vores næste.