Kristendomsforfølgelse har mange ansigter

Den amerikanske professor og topembedsmand Peter Mandaville har skabt overskrifter ved at melde ud, at et nyt kontor i Udenrigsministeriet for forfulgte kristne kan betyde, at Danmarks omdømme i Mellemøsten tager skade.

Han mener, at Danmark efter Muhammed-krisen skal passe ekstra på, og at kontoret kan blive opfattet som en ny modstand imod islam.

De Konservatives udenrigs- og kirkeordfører Naser Khader har taget til genmæle og mener ikke, at Danmark skal lade sig styre af, hvordan muslimske lande bedømmer det nye kontor.
Forfølgelsen af kristne i Mellemøsten nærmer sig flere steder udryddelsen, og derfor har Danmark valgt at gøre en indsats for at hjælpe.

Når man tænker på, hvad kristne udsættes for af overgreb og drab i Mellemøsten, er det svært at forstå, at Peter Mandaville tænker mere på et lands omdømme og en politisk linje med ikke at træde islam over tæerne. Særligt i en kultur, der roser sig selv for sin humanisme og særbehandling af minoriteter.

Desværre er han ikke ene om synspunktet.
Vestlig udenrigspolitik har de senere år, siden invasionen i Irak i 2003, været et langt svigt og venden-hovedet-den-anden-vej, hvad angår kristenforfølgelse i Mellemøsten. Mens vestlige politikere har hjulpet det arabiske forår på vej, har de islamistiske kræfter, som samtidigt fik frit løb, gjort livet til et helvede for kristne.

Det synes ikke at være kendsgerninger, der holder mange internationale politikere eller medier vågne om natten.

Under en høring om kristendomforfølgelse, der fandt sted på Christiansborg i 2014, var der flere af de indbudte talere, som mente, at kristne ikke skulle hjælpes, bare fordi de var kristne.
Sådan lød formuleringen. Det var lige fra Institut for Menneskerettigheder, Danmission til EU’s råd for religionfrihed.

I stedet skulle man kæmpe for religiøse minoriteter. Et særligt hensyn og hjælp til kristne, som er verdens mest forfulgte religiøse gruppe, er ikke politisk korrekt.

Kristendomsforfølgelse har mange ansigter, og den foregår ikke bare i Mellemøsten, mens også midt iblandt os selv i Vesten.

Derfor er Udenrigsministeriets nye kontor for forfulgte kristne et overraskende gennembrud, som regeringen skal have ros for.

De bør få al mulig støtte til at stå fast trods modstand, især fra egne rækker.