Min fortids synder tynger mig
Kære Orla Lindskov.
Jeg er en mand og nu tæt på de tres år.
I min ungdom var jeg nok det, man kalder en forvoven fyr. Jeg ville prøve alt. Jeg ville opleve eventyr, og det endte nogle gange med vold. Det var jeg skyld i. Det piner mig stadig.
Efter jeg blev gift og fik børn, forandrede jeg levevis. Alle har kun godt at sige om mig nu, så vidt jeg ved. Eventyrlysten er væk. Men det er glæden også. Min kone siger, at hun ikke har set mig smile rigtigt, siden vi blev gift.
Mindet om mine ungdoms-synder er blevet mig stadig tungere, som årene er gået. Jeg tørster efter fred.
Jeg prøver at finde freden ved at omgive mig med gode venner. Men det er forgæves.
Min kone vækker mig mange nætter, fordi jeg ligger og råber på tilgivelse. Hvor findes freden?
Jeg har også meget svært ved at sove, og søvnmangel giver mig voldsom hovedpine.
Jeg har været meget letsindig, da jeg var ung. Mit hjerte har til tider været meget hårdt overfor mennesker. Jeg har også hadet. Når jeg tænker på min fortid, er det som at se ned i en mørk afgrund.
Måske kan du, Orla Lindskov, gøre det, som jeg har forsøgt at få et par Folkekirkepræster til: at sige mig fri fra min synd og give mig ret til at glemme den?
Jeg må nemlig på en eller anden måde løses fra min skyld. Jeg ved, jeg dør for tidligt, hvis det ikke sker.
Jeg vil så gerne høre Guds stemme om tilgivelse. Det er derfor, jeg råber om natten i søvne. Men Gud svarer ikke på mine råb.
Jeg føler, at jeg bærer på mange byrder. Ikke kun min synds byrder. Men også det, man kunne kalde de almindelige livs-byrder. Hvor ville det være lykkeligt at blive befriet fra dem alle.
Så ville glæden for alvor vende tilbage til mit liv.
Orla Lindskov, hvordan kan man høre Guds stemme, for det er vel derved freden kommer?
Venlig hilsen
En ældre mand,
som søger freden
SVAR:
Bekend din synd for Gud, så vil han tilgive dig
Kære du, som søger freden.
Du spørger først om, hvor freden findes?
Der er ikke noget menneske, der kan løse dig fra din skyld og give dig fred. Det kan præster ikke, og jeg kan heller ikke. Det kan kun Gud og Guds ords løfter. Vi kan vejlede dig.
Guds løfter om tilgivelse finder du i Bibelen, og i Guds løfter om tilgivelse kan du finde freden.
Hvad siger Gud i Bibelen til dig, når du lider under dine fortids synd og skyld?
I første Johannesbrev kap. 1, vers 9 læser vi:
”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”
Dette er Guds stemme til dig om tilgivelse, og det er Guds svar til dig. Bed og bekend din synd i bøn. Og er der personer, som du har gjort ondt, så bed dem om tilgivelse.
Sådan taler Guds stemme. Det sikre sted at høre Guds stemme er i Guds ord, i Bibelen.
Du råber, og Gud svarer ikke, skriver du.
Nej, for Guds stemme fornemmes bedst i stilheden i dit indre. Og den stilhed skal du nok bede om at få.
Stilheden kommer ved Helligånden, og stemmen du så hører, vil være Helligåndens stemme. Helligåndens stemme taler altid i overensstemmelse med Guds ord.
Din situation ligner kong Davids på et tidspunkt i hans liv. Da skrev han:
”Min Gud, jeg råber til dig om dagen og om natten, men du svarer ikke; jeg får ingen ro. Jeg har råbt mig træt, og min strube brænder.”
Senere udbryder kong David: ”Jeg blev stille og stum. Jeg tav i min sorg.”
Dog, Guds hjælp kom. Senere skriver David nemlig disse ord om Gud: ”Du gav mig frimodighed, og min sjæl fik kraft.”
Ofte råber vi mennesker til Gud og forstår ikke at lytte. Til dig vil Guds stemme nok komme som en stille forvisning om, at din synd er tilgivet. Derefter kan du lade fortiden ligge. Det giver den fred, du længes efter.
Du taler også om at blive befriet fra alle dit livs byrder.
Jeg tror, at vores liv altid vil have byrder, mens vi er her på jorden. Det bliver anderledes i Himmelen, heldigvis.
Her på jorden kommer Gud så til os og styrker vore skuldre, så byrderne ikke længere er for tunge for os. Da kan vi stadig på trods af byrderne vandre fremad med Jesus som vores byrdebærer.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
OPLEVELSER:
Kære Orla
Har læst din Brevkasse i Udfordringen uge 34, søndag d. 20. august. Er nødt til at viderebringe min glæde over dit svar til ”en skuffet, gift kvinde”.
Jeg læste hendes brev, derefter dit svar, og jeg tænkte: – ”Yes, sådan!”
Derefter opdagede jeg den lille efterskrift nedenunder, hvor hun fortæller om resultatet. Jeg blev ikke egentlig forundret, snarere bekræftet i, at det jo var det helt rigtige råd, du gav hende.
Hvor er du bare én stor velsignelse for mange. Tak at du lader Herren bruge dig så rigt!
Med hjertelig hilsen
S. J.
Kære Orla Lindskov
Jeg lider af stærke smerter i mine ben. Smerterne er der altid. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg her gennem Udfordringen må bede dig om forbøn. Jeg ville også blive glad, hvis jeg gennem en salvedug kunne få hjælp, ligesom mange andre har fået. Jeg har i mange år holdt Udfordringen og har altid læst den side med din Brevkasse med stor glæde.
Jeg synes også, at det er fantastisk med de mange takkebreve. Der var fx et brev, der lød: – alle mine rygsmerter er helt forsvundet, og de har nu været væk i flere år! Tak til Jesus, og tak til Orla.
Kærlig hilsen fra
En trofast læser
Kære Orla Lindskov
Jeg oplever, at Gud har mindet mig om, at jeg skal kontakte dig igen og bede om din forbøn. Jeg har nu fået lungeproblemer. Og min læge kan ikke finde årsagen.
Jeg har tidligere oplevet stor hjælp af din forbøn plus af en salvedug til min årebetændelse i benene. Det hjalp virkeligt.
Må Gud fortsat velsigne dig i dit arbejde for ham.
Venlig hilsen
En taknemmelig kvinde