Reformationens jødiske rødder

Ugens kronik fra Israelsmissionen giver indblik i jødernes rolle i reformationen og deres syn på Luther i dag.

Reformationen havde kontakt med kristendommens jødiske rødder i sin tilbagevenden til Skriften som autoritet og i sin optagethed af bibellæsning og tolkning af Bibelen – særligt det Gamle Testamente – på originalsproget.

At dette ærinde lykkedes skyldtes i høj grad hebraiskkyndige rabbineres velvilje til at lære fra sig. Alligevel gjorde Martin Luther og de andre reformatorer ikke med gennemslagskraft op med jødehadet – hverken i samfundet eller hos sig selv.

De skandaløst antisemitiske og ukristelige ord og deres virkningshistorie havde vi gerne været foruden. Luther er selv et eksempel på det, han selv beskrev som menneskets indkrogethed i sig selv. Dem, Gud tager i sin tjeneste, de er på en gang syndere og retfærdige.

Således finder der i dag en helt legitim diskussion sted om, hvorvidt Luther var antisemit eller ej. Var Luther blot påvirket af den generelle samfundstendens, eller var der et dybereliggende mørke på spil hos augustinermunken?

Relationen mellem kristne og jøder

Det er ikke svært at finde eksempler på dårlige relationer mellem jøder og kristne i Europa i tiden op til og omkring reformationen. Det gælder ikke kun inden for den katolske kirke, men samfundet generelt. Selvom Luther med sit skrift ”At Jesus Kristus var født jøde” en overgang så ud til ønske at ændre på dette og i hvert fald appellerede til tolerance over for jøder og opfordrede til, at man mødte dem med åbenhed frem for ubegrundet at give dem skylden for alverdens ulykker, så er det hans bog ”Om jøderne og deres løgne”, der forbindes med Luthers syn på jødedom og det jødiske folk. Det er også disse synspunkter, der senere er trukket frem, når talen er faldet på Luthers og reformatorernes forhold til jøder. Reformationen gjorde ikke op med pavekirkens fordømmelse af det jødiske folk, men forblev på dette punkt et barn af sin tid. Og det har senere tider betalt for eller draget nytte af – alt efter hvilket ærinde man har været ude i.

Men der er andet og mere at sige om relationen mellem jøder og kristne i tiden op til og efter reformationen. Et af reformationens kendetegn er interessen for Bibelen og ønsket om at finde tilbage til den oprindelige hebraiske tekst. Det blev anledningen til, at kristne teologer søgte hjælp hos rabbinere for at lære hebraisk, men også for at studere Talmud og andre jødiske kommentarer til Bibelen. For at tilegne sig kendskab til det hebraiske sprog, sådan som Luther og andre gjorde det, var de afhængige af samtidens rabbinere. Det går altså an at tale om et positivt samspil mellem jødiske og kristne teologer som en af forudsætningerne for reformationen.

Tilbage til Bibelen

Interessen for det hebraiske sprog og derigennem kontakten til jødiske lærde går også tilbage til tiden før Luther – til folk som John Wycliffe (1328-1384) og Johan Huss (1369-1415). Begge var optaget af at finde tilbage til Bibelen, begge kritiserede pavekirken og endte med at blive erklæret for kættere. Wycliffe oversatte Bibelen til engelsk på baggrund af den latinske oversættelse, Vulgata. Huss derimod lagde vægt på at kende den hebraiske tekst og benyttede sig åbenlyst af jødiske kommentarer til sin udlægning af Bibelen, som han studerede sammen med rabbinere i Prag. For Huss var det ikke jøden, der var antikrist, men derimod pavekirken. Både Wycliffes og Huss’ historie ligner således Luthers, dog med den undtagelse, at Luther ikke blev brændt på bålet. Dertil havde både Luther og den tankegang, han promoverede, fået for mange tilhængere.

Vi taler med rette om kristendommens jødiske rødder. Den kristne tro er vokset ud af Israels historie i Det Gamle Testamente, og også for Luther var det vigtigt at understrege, at Jesus var jøde. Men måske skal vi sige, at også reformationen har jødiske rødder. Luther var en del af den hebraiske vækkelse, som humanisterne i hans samtid tog initiativ til, men som i sidste ende var mulig, fordi jødiske lærere og rabbinere var villige til at undervise kristne i hebraisk og jødisk litteratur. Luther gjorde gældende, at kun hvis man kender den hebraiske tekst, kan man virkelig forstå Den Hellige Skrift. Sin egen oversættelse bygger Luther også på en udgivelse af den hebraiske tekst fra 1494, udgivet af jøden Gershon ben Mosheh fra Brescia.

Luthers syn på jøder

Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede, at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation ift. evangeliet. Samtidig opnåede rabbineren Josel von Rosheimer stor anseelse i det jødiske samfund i Tyskland, hvor han blandt andet skrev et forsvar for jødedommen til oplæsning i synagogen.

Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet.

Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet.

Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat.

Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.

Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren.

Jødemission under luthers fane

Og det er så den stillingtagen – og ikke mindst dens virkningshistorie, vi stadig lider under som lutheranere i dag. For det er vanskeligt at være involveret i jødemission og samtidig løfte den lutherske fane højt.
Og selvom vi måske synes, at vi ofte har taget afstand og fordømt Luthers antisemitiske udtalelser, er vi tilsyneladende ikke blevet hørt af vores jødiske venner, som også bekender troen på Jesus som Messias.

I foråret havde vi fx inviteret to israelske studerende med til Kristeligt Forbund for Studerendes påskelejr. De var chokeret over de mange referencer til Luther, fordi han for dem associeres med antisemitisme og nazisme.

En anden af vores samarbejdspartnere og nære venner, dr.theol. Richard Harvey, skrev således i Israelsmissionens magasin, Evangeliet og den Jødiske Verden, tidligere på året: ”Mange lutheranere forstår simpelthen ikke, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvoraf størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen.”

Et selvkritisk eftersyn

I et festligt jubilæumsår kan det være svært at lave et selvkritisk eftersyn af den lutherske tradition, sprogbrug og virkningshistorie. Alligevel vil vi bruge anledningen til at opfordre til at gøre netop dét og samtidig gøre opmærksom på, at Jesus-troende jøder kan være en lige så god samtalepartner for os, som de var det for reformatorerne. Et andet anliggende hos reformatorerne var jo netop, at kirken til stadig må reformeres.

Så lad os da i dette reformationsjubilæumsår glæde os over det jødiske folks rolle i reformatorernes anliggende om at gøre Bibelens budskab kendt. Og lad os fortsat arbejde for, at det jødiske folk må høre evangeliets gode nyheder forkyndt – også fra lutheranere.