Super godt julealbum
Savner du julemusik med nerve? Noget julemusik som reflekterer storheden i, at kongernes konge blev menneske, hvor utroligt et mysterium det end er? At Gud måske nok var en hjælpeløs baby, men at han nu er ophævet over alt, har al magt og skal dømme levende og døde. Så skal du have fat i dette rigtig gode album fra ’for KING & COUNTRY’.
Det er de gode gamle (engelske) julesange, som endnu engang bliver fremført på dette live julealbum, som er optaget i Phoenix. Men det er virkelig en lækker måde, de dygtige australske brødre Joel og Luke fremfører det på. De er i øvrigt brødre til Rebecca St. James, som for år tilbage var en af de mest prominente kristne sangerinder. St. James synger i øvrigt med på afslutningsnummeret ’The Proof Of Your Love’.
Fra det fede, energiske åbningsnummer ’Little Drummer Boy’ skaber bandet et intenst og kraftfuldt musikalsk univers af højeste kvalitet, som fortsætter i ’Oh Come, O Come Emmanuel’. I deres eget julenummer fra 2012, ’Baby Boy’, synger de” If you told me you can’t fight the battle / There’s a baby boy who won the war“. Jeg kan rigtigt godt lide det kraftfulde og energiske udtryk i begyndelsen af albummet med god brug af trommerne. Jeg bliver mindet om konsekvensen af Jesus’ fødsel. Om Guds storhed og om, at kraften fra Jesus er tilgængelig for os i dag. Det hjælper også på budskabet, at man kan høre publikums begejstring.
Den sidste del af albummet er lidt blødere end begyndelsen, men der er en rigtig god sammenhæng mellem numrene, blandet med stærke og klare tekster om Jesus. Alt i alt er det et gennemført og stærkt julealbum, som slutter af med en opfordring til at vise Guds kærlighed i vores hverdag i nummeret ’The Proof Of Your Love’.