Armeniens kirke bevarer nationen

Armenien er landet med stejle bjerge, ældgamle klostre, historiske manuskripter og frem for alt en hjertelig befolkning. Men det er også et land, der vidner om ubønhørlig kamp og ubøjelig tro. Armenien var det første land i verden, som antog kristendommen som statsreligion. Det skete i år 301, og siden har kristendommen spillet en hovedrolle i landet historie. Kristendommen og det unikke armenske alfabet er hovedhjørnestene i bevarelsen af vores nationale identitet.

Armenien ligger som et af verdens ældste lande på korsvejen mellem øst og vest, syd og nord. Som følge af denne geografiske beliggenhed er landet i umindelige tider blevet angrebet og invaderet af utallige nationer og folkestammer: Assyrere, partere, romere, arabere, mongoler og tyrkere. Flertallet af disse aggressorer har med magt forsøgt at tvinge armenerne til at afsværge deres tro, fordi troen har været søjlen under den folkelige identitet.

Kristen tro hører med

Et eksempel er slaget ved Avarair i 451. Armenien var på det tidspunkt blevet delt mellem det byzantinske og det persiske imperium. Persernes konge Yazdegerd II benyttede sig af lejligheden til at beordre armenerne til at forlade den kristne tro og i stedet antage den persiske religion, der har navn efter profeten Zarathustra (Zoroaster).

Dette persiske initiativ provokerede en armensk folkeopstand, fordi et sådant religionsskifte ville betyde afkald på den nationale armenske identitet. Armenerne greb derfor til våben mod perserne, og den 26. maj 451 kom det til et afgørende slag på Avarair-sletten, hvor armenerne var anført af den brave hærfører Vartan Mamikoyan. Armenerne var underlegne både med hensyn til soldater og våben og tabte derfor milliært set slaget.

Ikke desto mindre opgav Yazdegerd II efter slaget kravet om, at armenerne skulle antage persernes religion. Så religiøst set vandt armenerne, og Vartan Mamikonyan blev af den armenske kirke udråbt som national helt og helgen. Han citeres ofte for denne sætning: ”Hvis fjenden tror, at kristendommen kun er vores påklædning, så vil han opdage, at kristendommen er vores hudfarve, som vi umuligt kan skifte.”

Grundlagt af apostle

Den armensk-apostolske Kirke blev grundlagt af to af Jesu disciple og apostle, Thaddæus og Bartholomæus. Kirken har bidraget enormt til landets kulturelle og videnskabelige udvikling.
I år 405 skabte Mesrop Mashtot det armenske alfabet med det formål at oversætte Bibelen til armensk og således forkynde kristendom på landets modersmål. Fra 4. århundrede er der i Armenien bygget hundreder af klostre og kirker, af hvilke mange anses for at være juveler i verdensarkitekturen.

Videnskaber som astrologi, teologi, medicin, grammatik, og matematik har været emner for studier og undervisning. Tusindvis af bøger er blevet reproduceret og illustreret i klostrenes skrivesale. Og utallige af de særlige armenske khachkars (udhuggede kors-sten), som man finder i kirker og på kirkegårde.

Kirken bevarede nationen

Kirkens rolle blev af allerstørste vigtighed fra det 14. århundrede, hvor Armenien mistede sin status som selvstændig nation ind til 1918. I disse seks århundreder har den armenske kirke været bærer af folkets religiøse og politiske interesser. Hvad det angår, bliver man nødt til at nævne slaget ved Sardarapad i 1918, som ofte omtales som ”det andet Avarair”.

Efter at have forøvet folkemordet i Vestarmenien i 1915 havde de tyrkiske tropper sat sig i bevægelse østpå til den østlige del af landet for at fuldføre deres plan om definitivt at udrydde det armenske folk. Igen var hele nationens eksistens på spil. Under fremmarchen, hvor tyrkerne var ved at nærme sig Ararat-dalen, blev den armenske katholikos (ærkebiskop) af sikkerhedsgrunde bedt om at forlade det hellige bispesæde i Edzmiadzine.

Ærkebiskoppen afslog og svarede: ”Hvis armenske soldater ikke kan beskytte dette hellige sted, vil jeg forsøge at gøre det selv, om jeg så ender med at blive slået ihjel på dørtærsklen til denne århundreder gamle katedral.” Derudover gav han ordre til, at klokkerne i alle Armeniens kirker skulle ringe dag og nat for at kalde folk til hjælp for de armenske soldater under det kommende slag.

Efter folkemordet

Som følge af armenernes utrættelige kamp blev tyrkerne tvunget til at trække deres tropper tilbage, og kort efter slaget proklamerede Armenien sin uafhængighed den 28. maj 1918.

Efter rædslerne under folkemordet i 1915 markerer slaget ved Sardabarad genrejsningen af det armenske folk. Begivenheden viser, at kærlighed til fædrelandet og troen på Gud kan flytte bjerge, selv om situationen synes håbløs. Som det siges i Matthæusevangeliet kap. 17,20: ”Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! Og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.”

Troen er det, der binder os sammen som nation, selv om vi på grund af folkemordet er blevet spredt ud over hele verden, hvor vi hører til i forskellige samfund og taler forskellige sprog. Troen var alt, hvad vi havde under folkemordet, men det var nok til at redde os. Troen får os til at tro på retfærdighed, og den får os til at møde fremtiden med tillid.