Børnebørn og autostole
Til vores store overraskelse er den ene af de bagerste seler til den ene af vores tre autostole lidt flosset i kanten. Frimodigt kørte jeg derfor i dag til T. Hansen for at fixe problemet.
Jeg svingede den ret store autostol op på disken og bad om en ny sele til netop denne model, jeg håbede, at ekspedienten ville montere selen, for det med seler og autostole er ikke min stærkeste side.
Den venlige ekspedient fandt min stol på computeren og meddelte mig, at den var udgået af produktion. Han foreslog, at jeg blot kunne søge efter denne sele på Gul og Gratis og printede hjælpsomt data på stolen ud til mig. Af gode grunde kunne han ikke vide, at han netop var ramlet ind i et af Susannes og mine svage felter. Vi er klart bedst til indkøb og forbrug og mindre gode i reparationsafdelingen.
Jeg valgte ikke at oplyse ham om den nu 2 år gamle vandhane i fin indpakning, der stadig ligger klar på skabet i baggangen som afløser for vores dryppende vandhane. Jeg gik også uden om det emne, at det tog ½ år at anmelde en forsikringsskade på vores campingvogn, dengang jeg for voldsomt bakkede ind i indkørslen og ødelagde det bagerste skørt på vognen. At vores nyindkøbte pc er ½ år gammel og endnu ikke installeret, undgik jeg ligeledes at belemre ham med.
Til ekspedientens undren spurgte jeg derimod ret hurtigt, hvad en ny autostol kostede. Det skulle vise sig heller ikke at være helt enkelt.
Jeg kiggede mest på den stol, der var nedsat med 30% men fik hurtigt spørgsmålet: ”Hvor meget vejer jeres børnebørn? Jeg kunne have lyst til at spørge, hvad han selv ville gætte på! Alder kan jeg huske, men aktuel vægt på 4 børnebørn er nu egentlig også meget at forlange af en morfar og farfar. Jeg havde fokus på de autostole, der gik fra 9-36 kg, fra 15-36 kg og fra 18-36 kg.
Jeg ringede til min bedre halvdel, der yderligere klargjorde, at det naturligvis skulle være en stol med Isofix-beslag. Vi afsluttede telefonsamtalen med, at vi vist lige nu har et toppunkt af 3 børnevægte på formentligt 12-15kg. Det betød så, at det med Isofix og en max variation på 9-36 kg tegnede det til at blive den dyreste autostol.
Vi glemte for øvrigt i telefonsamtalen helt at medregne, at der til december kommer tvillinger i flokken af børnebørn! De må kunne være i den lille autostol vi har? Men vel ikke begge to? Ups – der er faktisk brug for flere stole fra december! Måske skulle vi få et ekstra bagsæde til vores stationcar? Så vil vi kunne håndtere de 6 børnebørn uanset vægt, blot vi får indkøbt flere autostole.
Jeg kørte hjem uden stole, men med min a4 seddel med data, som jeg da blot skulle lægge ind på Gul og Gratis. Jeg er nu kommet i tanker om, at vores bil har to integrerede børnesæder i bagsædet. Med tilkøb af ”fangtisch und seitenkopfstütze” kan vi da håndtere børnevægte fra 9-36 kg. Så er det, jeg tænker på den gamle talemåde: de rige har mange penge, og de fattige har mange børn. Jeg kan tilføje børnebørn og hunde.
Nu skal man ikke ride samme dag, som man sadler, så vi tænker videre og beder fortsat dagligt for vores børnebørn – og nu også om visdom til at få dem rigtigt placeret i de mange autostole.