Den dyreste pris

Forrige år var vi på sommerferie på Bornholm. En dag var vi på cykeltur, og det var en skøn dag. Vi fik varmen og bestemte, at vi skulle have en is. Eneste sted i nærheden var en restaurant, og her serverede de udelukkende is i portionsanretninger.

Med fire børn var budgettet begrænset. Men min mand insisterede. Børnene og vi skulle have is, og så måtte vi bare dele. Han var dog noget bleg, da han kom ud igen.

– Det bliver 300 kr. for to isanretninger, sagde han.

– Hvad? sagde jeg. Det kan det da ikke koste.

– Jo, 150 kr. gange med to.
Isen var bestilt og det så da også godt ud, da den kom. Den blev spist med stor andagt. Tre bidder til hver og nogle bær kunne det vist blive til. Og vi var enige om, at det smagte rigtig godt.

– Nu må I nyde det, børn, for I får aldrig nogensinde så dyr en is igen. Børnene nikkede og forstod alvoren og højtideligheden i situationen.

Nu skal det lige indskydes, at min mand er meget kreativ og musikalsk begavet. Økonomi og tal er ikke noget, han interesserer sig så meget for, og han var sikkert også træt efter at have cyklet med den yngste i cykelvognen. Da han havde betalt regningen kom han ud og indrømmede, at han havde regnet forkert. Han var kommet til at gange med to to gange! Så godt nok var det mange penge, men ikke helt så mange som vi havde troet.

Og hvordan er det så med nåden? Forstår vi, at nåden har kostet en dyr pris? At den bliver givet frit, men at den kostede vores Herre og Frelser lidelse og død? Måske er det godt nogle gange at tage sig tid til at dvæle ved den dyrt købte nåde. Så vi i højtidelig andagt indtager nadveren og mindes det kød, der blev givet, og det blod, der blev udgydt, for at vi kan have fællesskab med Gud.