Fordommene lever

Jeg er en eventyrlysten type. Jeg springer bare ud i tingene uden at have gjort mig mange tanker, inden jeg tager af sted. Derfor havde jeg heller ikke gjort mig mange tanker om, hvorfor jeg valgte at tage i praktik i Nicaragua. Udover selvfølgelig at organisationen laver nogle spændende ting.

Men situationen i landet osv. havde jeg ikke tænkt så meget over. Ret dumt, når man tænker over det, når nu ’narkotikaenes motorvej’ går gennem Nicaragua. Og da jeg fortalte min familie og mine venner, at jeg skulle til Nicaragua, var den generelle reaktion: ’Hvad i alverden vil du dér?’.

Den eneste, som ikke havde den reaktion, var min farfar, som sagde: ’Fedt! Jeg er sikker på, du får en fantastisk oplevelse!’ Det håbede min familie og mine venner selvfølgelig også, efter jeg havde forsikret dem, at Nicaragua ikke har problemer med bander.

Jeg synes faktisk, det er ærgerligt, at opfattelsen af Latinamerika generelt er, at der er store problemer med stoffer, bander, fattigdom og ulighed. For eksempel er Nicaragua meget mere end fattigdom. Nicaragua er rigtig flot natur, flotte byer, kaotisk hovedstad (på den gode måde, når man har vænnet sig til det).

Men det bedste ved Nicaragua er menneskene. Jeg har aldrig mødt nogle mennesker, som bare er glade for, jeg er her. Jeg arbejder 1,5 dag med engelskundervisning i et af kvartererne i hovedstaden Managua. Det er en lille organisation, som er drevet af en driftig dame. Hun er samtidig præst i den lokale kirke, så hun kender alle. Hun har sat sig for, at børnene skal have et alternativ til at være på gaden. Hér kommer min engelskundervisning så ind i billedet. Jeg underviser kun tre gange to timer, men hun er bare så glad for, jeg har lyst. Jeg har aldrig mødt så imødekommende mennesker. Mennesker, som er så opsatte på at gøre en forskel i deres lokalsamfund. Denne NGO samarbejder med den NGO, som jeg er i praktik hos. Denne kvinde nyder så meget respekt i lokalsamfundet, at folk rent faktisk lytter efter, hvad hun siger. Hun er blevet den, som promoverer, hvordan man skal opdrage sine børn. Og hvis ens barn ikke har været i skole eller er kommet til aktiviteterne, så skal man have en rigtig god undskyldning. En anden ting er, hvis man ikke kommer til sine timer i skolen, eller klarer sig dårligt, så må man ikke komme til hendes aktiviteter. Og det virker!

Der er så mange civilorganisationer, som arbejder på at udvikle Nicaragua i den rigtige retning. Og det selvom regeringen ikke er så glade for civilorganisationer generelt. Dét er tankevækkende.