Hvem sidder på din trone?

Har du nogensinde tænkt på, hvorfor der så ofte er modstand imod evangeliet? Det er da egentlig mærkeligt, når hovedbudskabet er, at der er en Gud, som elsker os og som ønsker at være sammen med os.

Men der er en grund, og den er egentlig ret godt illustreret i dagens tekst. Det handler nemlig om magt! Hvem skal sidde på tronen? Herodes eller Jødernes nyfødte konge? Og hvis vi skal overføre det til os selv: Dig eller Gud? For godt nok proklamerer englene Jesus som verdens frelser, men han annonceres også som ”Kristus, Herren” (Luk. 2, 11). Og det er her, det går galt for både Herodes og for mange andre.

Det er fint, at Gud elsker os og vil frelse og hjælpe os. Men skal han også være Herre? Kan det passe, at der er født en ny konge, der vil tage magten fra mig? Det tronskifte kæmpede Herodes indædt imod, ligesom mange andre mennesker gør det.

Vores grundlæggende problem

Så modstanden imod evangeliet kommer, når vi når ind til menneskets grundlæggende problem med Gud: Hvem skal sidde på tronen? Det er faktisk synd i en nøddeskal. Den kamp startede allerede med de 2 første mennesker, der eksisterede: Adam og Eva. Gud skabte dem i sit billede og gav dem opgaver, ansvar og retningslinjer. Men selv i Paradis lurede slangen og spurgte Adam og Eva, hvorfor de ikke selv overtog tronen? Hvorfor egentlig underlægge sig denne Gud? Kender han mon jeres behov bedre, end i selv gør?

At kampen var tabt, blev igen tydeligt illustreret igennem Israels historie. Selvom Gud skabte Israels folk og kaldte det for sin søn. Selvom han gav dem opgaver, ansvar og retningslinjer, som han havde gjort med Adam.

Selvom han udfriede dem fra slaveriet. Selvom han gav dem mad og drikke i ørkenen og kæmpede for dem, når de blev angrebet. Så tabte de alligevel igen og igen den gamle kamp mod slangen. Gang på gang gjorde de, som de selv ville, og hver gang blev det til ulykke og død for dem, ligesom det blev for Adam.

Sendt for at vinde kampen

Det er denne kamp, Jesus bliver en del af ganske kort tid efter, han er født. Han er sendt som den anden Adam til at vinde den kamp, som den første Adam – og alle vi andre med ham – tabte. Jesus er det eneste menneske, der rent faktisk har formået at afgive tronen i sit liv til Gud uden at fejle:

“Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.” (Joh. 5:19)

Og hvad er velsignelsen, når man formår at overgive tronen i sit liv fuldstændig til Gud? Jesus bekræfter de løfter, der er givet i GT (fx Ezek. 20, 11):

“Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«” (Luk. 10:26–28)

En ny skabning

Hvis du holder loven, skal du leve. Så Jesus vandt livet, ved at lade Gud sidde på tronen i sit liv. Han er lovens opfyldelse. Men han valgte at give livets sejrskrans videre til os. Han valgte selv døden, for at vi kunne leve. Ja, ikke bare leve – men være helt nye skabninger:

“Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2 Kor. 5:17)

En ny skabning, skabt i Guds billede med gudgivne opgaver, ansvar og retningslinjer, nøjagtigt ligesom Adam. Men husk, at selv i Paradis lurede slangen. Og selvom han er overvundet, er han endnu ikke bragt til tavshed. Han hvisker stadig – også til de nye skabninger: ”Kan det virkelig være rigtigt, at Gud skal blande sig i, hvordan du bruger dine penge, prioriterer din tid eller udlever din seksualitet? Mon ikke bare hans retningslinjer er lidt forældede og ikke længere passer ind i denne tid? Mon ikke du bedre kan bedømme, hvordan du skal leve dit liv, end han kan?”

Så selvom vi er købt fri fra loven ved Jesu offer, så er det stadig relevant at stille os selv spørgsmålet: Hvem sidder på tronen i mit liv?

Søndagens tekst: Matt. 2, 13-23

Flugten til Egypten
13 Da stjernetyderne var taget af sted, viste en engel sig for Josef i en drøm. »Stå op og flygt til Egypten med barnet og dets mor,« sagde englen. »Kong Herodes leder efter barnet for at slå det ihjel. Bliv i Egypten indtil jeg siger til.« 14 Samme nat tog Josef af sted med Maria og barnet, og de bosatte sig i Egypten, 15 indtil Herodes var død. Sådan gik det i opfyldelse, som Herren havde talt gennem en af sine profeter: »Jeg kaldte min søn ud af Egypten.«
Massakren på børnene i Betlehem
16 Herodes blev rasende, da han opdagede, at stjernetyderne havde narret ham. Han sendte straks soldater til Betlehem og omegn for at dræbe alle drengebørn på to år og derunder, altså alle, der var født efter det tidspunkt, stjernetyderne havde nævnt. 17 Med den massakre opfyldtes profeten Jeremias’ ord:

18 »I Rama høres der skrig, jamren og højlydt gråd. Det er Rakel, der græder over sine børn. Hun vil ikke lade sig trøste, for børnene er borte.«

Hjemrejsen fra Egypten
19 Efter at Herodes var død, viste englen sig igen i en drøm for Josef i Egypten og sagde: 20 »Rejs tilbage til Israel sammen med barnet og hans mor. De, som ville slå barnet ihjel, er selv døde.« 21 Josef begav sig da på vej tilbage mod Israel med Jesus og Maria. 22 Men da han hørte, at Herodes’ søn, Arkelaos, var blevet konge i Judæa efter sin far, var han bange for at tage derhen. Desuden blev han advaret i endnu en drøm og besluttede derfor at tage til Galilæa, 23 hvor han bosatte sig i den by, der hedder Nazaret. På den måde opfyldtes det profetiske ord om, at Messias skulle kaldes »nazaræer«.