Irena reddede jøder ud i ligkister

Den katolske sygeplejerske Irena Sendler var primus motor i redningen af 2.500 børn fra den jødiske ghetto i Warszawa under 2. Verdenskrig.

Måske husker du Steven Spielbergs film ”Schindlers Liste” om Oscar Schindler, der under det polske Holocaust fik reddet næsten 1.200 jøder fra gaskamrene ved at ansætte dem på sine fabrikker. Den polske sygeplejerske og katolik Irena Sendler var den kvindelige pendant til Schindler. Hun var drivkraften i redningen af 2.500 børn ud fra den jødiske ghetto i Warszawa, så de undgik en ellers sikker død i nazisternes udryddelseslejre.

Ægte helte har det med at gå stille med dørene, når det gælder egne bedrifter. Irena Sendler, der døde i 2008 i en alder af 98 år, tav i et halvt århundrede om sin store indsats under krigen.
Til sin dødsdag afviste hun da også al snak om heltestatus. Hun havde bare gjort det, som var nødvendigt, mente hun.
”Gud gav mig evigt liv. Hvordan skulle jeg kunne vende ryggen til hans børn?” sagde hun sent i livet.

Enorme dødstal

Allerede inden Anden Verdenskrig hjalp hun jødiske familier ud af Polen.

Men i 1939 besatte de tyske nazister landet. Få måneder senere stuvede nazisterne Warszawas jødiske befolkning, næsten en tredjedel af byens indbyggertal, sammen bag mure og pigtråd på et kun tre kvadratmeter stort område i byen. Det svarer cirka til en tredjedel af arealet for Østerbro i København.
I de tre år Warszawas jødiske ghetto eksisterede, forårsagede sult, sygdomme og deportationer til koncentrationslejre, at befolkningen i ghettoen sank fra omkring 450 000 til blot 37 000.

De tilbageværende jøder gjorde i 1943 opstand, hvilket blev det første større væbnede oprør mod nazisternes jødeudryddelse, men desværre endte langt hovedparten af oprørerne i koncentrationslejr og døde.

Det var i dette inferno af menneskelig ondskab, at Irena Sendler fandt sit egentlige kald. Hun sluttede sig til undergrunds-organisationen Zegota, hvis formål var at redde så mange jøder som muligt fra nazisterne. Hun blev leder af organisationens børneafdeling.

Det var forbundet med dødsstraf, hvis en ikke-jødisk polak bevægede sig ind i ghettoen. Men nazisternes paniske frygt for smitsomme epidemier, der kunne brede sig, gjorde, at de tillod, at enkelte polakker kunne bringe medicin ind i ghettoen, og Irena Sendler var én af dem. Hun var ansat som sygeplejerske hos de polske sundhedsmyndigheder og fik i den egenskab særlig tilladelse til at komme ind i ghettoen. Dét, hun var vidne til indenfor murene, var så grusomt, at hun bare måtte handle. Der var dødsstraf for at flygte fra ghettoen, og dødsstraf for at hjælpe nogen ud, men Irena Sendler ignorerede sin egen angst.

Smuglede børn i frugtkasser og ligkister

Warszawas ghetto var ikke bare overbefolket. De sanitære forhold var trøstesløse, og der var knaphed på både mad og vand. Dødeligheden var høj.

Det krævede opfindsomhed at hjælpe nogen ud. Den havde den polske kvinde. Under indtryk af at foretage inspektioner af ghettoens sanitære forhold, smuglede Irena Sendler og hendes frivillige hjælpere babyer og helt små børn ud af lejren. Udenfor ventede et hemmeligt netværk af kristne familier og nogle katolske klostre på at skjule børnene.

Nogle gange skete udsmuglingen i frugtkasser, andre gange i kartoffelsække, værktøjskasser, ambulancer og sågar i ligkister, hvor børnene blev bedøvet med sovemedicin eller lagt med tape for munden for at tie helt stille på vejen ud. I nogle tilfælde blev børnene hentet ud via kloakrør.

Irena Sendler sørgede for, at børnenes papirer blev forfalsket. De fik kristne navne og de største lærte kristne bønner i det tilfælde, at de skulle blive stoppet og testet af Gestapo.

Af de 2.500 udsmuglede børn menes det, at Irena Sendler personligt bragte 400 ud. De blev overgivet til kristne familier og klosterordener, med det mål at de skulle genforenes med forældrene en skønne dag. I langt de fleste tilfælde skete det dog aldrig, fordi forældrene døde i Treblinka eller i en anden koncentrationslejr.

For at hitte rede på de mange børn, lavede Irena Sendler sirlige lister med deres rigtige navne, som hun i syltetøjsglas gravede ned under et æbletræ i naboens have. Det inspirerede til titlen på et senere teaterstykke, der blev skrevet over hendes liv: ”Life in a Jar”.

Holdt mund trods tortur

I 1943 fik tyskerne opsnappet hendes hemmelige aktiviteter. Hun blev arresteret og indsat i Pawiak-fængslet, hvor hun igennem tre måneder blev udsat for grusom tortur. Blandt andet blev begge hendes fødder og begge ben brækket, men hun røbede aldrig navnet på ét eneste af de børn, hun havde været med til at smugle ud, eller på én eneste af sine medhjælpere.

Hun blev dømt til henrettelse, men blev reddet i sidste øjeblik. Kort inden dommen skulle eksekveres, slap hun væk, da medlemmer af hendes modstandsbevægelse bestak vagterne med et større pengebeløb. Bagefter gik hun i skjul, men vendte tilbage til Warszawa og arbejdede indtil krigens afslutning under falsk navn som sygeplejerske på et offentligt hospital, hvor hun skjulte fem jøder.

”Life in a Jar”

Først i 1999 blev hendes historie kendt i en bredere offentlighed. Det skete, da fire teenagepiger i Kansas i USA i forbindelse med et historieprojekt i skolen faldt over en beretning om hende. De blev så opslugt af hendes bedrifter, at de rejste til Polen og mødte hende.

Bagefter skrev og opførte de teaterstykket ”Life in a Jar”, som fik stor succes i USA, og tv-kanalen Hallmark filmatiserede hendes liv i ”The Courageous Heart of Irena Sendler”. Der er også udgivet flere andre film og bøger om hendes redning af de jødiske ghettobørn.

Da hendes indsats under krigen kom frem, modtog hun den ene hædersbevisning efter den anden. Hun blev bl.a. hædret af staten Israel og indstillet til Nobels Fredspris.
Helt til slutningen af sit liv mødtes hun med mennesker, som hun havde været med at redde, da de var børn.

Elzbieta Ficowska var en af dem. Hun var baby, da hun i 1942 blev smuglet ud af Warszawas jødiske ghetto.

”Fru Sendler reddede ikke bare os, men også vores børn og børnebørn og kommende generationer”, sagde Elzbieta Ficowska til Associated Press i forbindelse med Irena Sendlers død i 2008.

Kort før sin død sagde Irena Sendler i et interview:
” Alene kunne jeg aldrig have reddet alle disse børn. At gemme disse jødiske børn var min pligt og ikke en heltegerning. Havde tyske børn været i en lignende situation, havde jeg også reddet dem”.

Tilbage står mindet om denne utrolige kvinde, som ikke bare reddede liv, men også inspirerer med håb langt ud over sin egen tid.