Verdensranglisten 2018 præsenteres for politikere

Daniel Toft Jakobsen (S), formand for tværpolitisk netværk for tros- og religionsfrihed, taler om, hvad regeringen burde gøre for forfulgte kristne.

Åbne Døre præsenterer status over trosfriheden på Christiansborg den 10. januar.

Åbne Døre lancerer “World Watch List 2018” på Christiansborg den 10. januar klokken 13.00 i Provianthuset, hvor også flere politikere vil holde oplæg.

Hvert år præsenterer Åbne Døre Verdensranglisten, som viser, hvor verdens kristne forfølges mest. I flere år har Nordkorea ligget i toppen af de 50 lande, hvor det er sværest at være kristen.

Tvinges til at flygte

Årsagerne til og arten af forfølgelse varierer fra land til land. Men forfølgelse af kristne er taget til de senere år, uanset om årsagen er religiøs radikalisering eller totalitære regimer.
Folkemord og andre overgreb tvinger i stigende grad kristne rundt om i verden til at flygte til Vesten. Kirken står derfor i visse områder over for total udslettelse.

Oplæg ved politikere m.fl.

Foruden fremlæggelsen af Verdensranglisten 2018, vil der den 10. januar være oplæg ved flere af deltagerne:

• Naser Khader (K), der er udenrigspolitisk ordfører, taler om: ”Hvordan kvalificerer vi regeringsgrundlagets prioritet om at beskytte kristne minoriteter?”

• Franz-Michael Skjoldhøj Mellbin, Danmarks Ambassadør for tros- og religionsfrihed taler om: ”Hvilke konkrete initiativer vil man tage bilateralt i EU- og FN-regi for at imødegå forfølgelse af kristne minoriteter?”

• Daniel Toft Jakobsen (S), Formand for tværpolitisk netværk for tros- og religionsfrihed, belyser emnet: ”Hvad burde regeringen gøre yderligere, og hvad vil du arbejde for vil komme til at ske under denne og kommende regeringer?”

Projekter i 60 lande

Åbne Døre har i 60 år arbejdet for kristnes tros- og religionsfrihed. I dag har organisationen projekter i over 60 lande, hvor man støtter de lokale kirker og kristne i deres kamp for at udleve deres tro i særdeles fjendtlige områder.

Hvert år udgiver den internationale organisation Open Doors sin ”World Watch List”, der er en kortlægning og rapportering af omfanget af kristenforfølgelser i verden. Listen bygger på rapporter fra medarbejdere og samarbejdspartnere i felten.

Præsentationen af Verdensranglisten 2018 vil bl.a. fokusere på de særlige tendenser, som ligger bag forfølgelse af kristne. Samtidig vil Åbne Døre pege på årsager til, at kristnes tros- og religionsfrihed er under pres.

Arrangementet kræver tilmelding til Åbne Døre Danmark, Tomsagervej 3, 8230 Åbyhøj.