Andagt med åndelig dagbog

…Lige et øjeblik … er en anderledes andagtsbog, som kan bruges som åndelig dagbog.

Leon Have Thomsen fremhæver, at det handler om at bruge øjeblikket NU! Læs i Bibelen, tænk over det og skriv dine egne refleksioner ind i bogen!

Læserne får her mulighed for selv at være med til at skrive bogen, for på hver side er der afsat plads til egne refleksioner over dagens bibeltekst.

Bibelord med refleksion

Bogen er opbygget, så hver af årets dage har et par få bibelvers, der kommer godt rundt i hele Biblen, og ofte er der en rød tråd mellem bibelvers nogle dage i træk. Bibelversene er ledsaget af 2-3 korte sætninger; det kan inspirere læseren til selv at tænke og fordybe sig i, hvad bibelversene går ud på. Nederst på hver side er en henvisning til et par kapitler i Bibelen, dvs. en bibellæseplan.

Hvis man læser dem hver dag, så kommer man igennem Bibelen på et år. Hver uge indledes med en kort refleksion, der kan inspirere til læsernes overvejelser.

Et eksempel på dagens kommentar over Mat.ev. 6:34 er: ”Det er i orden at tænke på i morgen, men du skal ikke bekymre dig for i morgen, for så begynder du at leve i morgen i dag.” og til Sl. 61:2-4: ”Når alt er håbløst, så råb til Gud. Så vil han give dig sikker grund under fødderne”. Til Uge 15 har forfatteren en refleksion med overskriften ”Kristen uden Jesus?” ud fra Rom. 10:9-10.

Leon Have Thomsen har været præst i Missionsforbundet i mere en 50 år. Desuden har han arbejdet i flere fælleskirkelige grupper: ’Ungdom med Opgave’, ’Wycliffe ’Bibeloversættere’, ’Skandinavisk Børnemission’ m.m.
Skriv din åndelige dagbog

Sidst i bogen skriver forfatteren: ”I den traditionelle andagtsbog læser man et stykke, der er skrevet af en eller anden hver dag. I …lige et øjeblik… er der kun små kommentarer til hver dags bibelord, resten er op til dig. På denne måde får du en dagbog over de tanker og overvejelser, som du gør i forhold til bibelordet, altså en slags åndelig dagbog”.

Som anmelder har jeg overvejet, hvordan man kan følge forfatterens anbefaling. Fx kan man holde bibelordet op imod sit eget liv og spørge sig selv og Gud om, hvorvidt ens eget liv er i tråd med bibelversene. Hvorfor og hvorfor ikke? Hvordan kan jeg udleve bibelord i min egen hverdag? Er der noget, som jeg skal tænke eller bede over? Hvad betyder bibelordet for mig i dag? Er der noget jeg ikke forstår, og hvordan kommer jeg videre herfra?
Dagbogen kan skrives på mange måder – lige så mange, som der er læsere! Derfor er bogen et velegnet værktøj til inspiration, så man får overvejet teksterne og får mere ud af at læse Bibelen!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Leon Have Thomsen:
… Lige et øjeblik …
424 sider • 249 kr.
LHT Kommunikation
Kan bestilles hos: leon@leonhave.dk/Mob. 4255 3955